Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Kommentar: Priser hører da til nede i Netto

På fredag kl. 13.00 sker det – Årets Pressefoto kåres.

Martin Lehmann

Martin Lehmann Martin Lehmann

En statsminister, livvagter, en fyldt Dronningesal, pindemadder, billeder af lidende mennesker og unikke udtryk, der alle sidder fast i dit hoved. Forventningerne er store, og nerverne vil, for nogle, sidder yderst på tøjet på. 

Hvilket billede bliver årets pressefoto 2019 ? Hvad mon det er et billede af? Eller et billede på – hvilken vej peger pilen, når juryens afgørelse afsløres. Hvilke fem billeder kan skaffe en fotograf titlen som Årets Pressefotograf.

Hvilke portrætter, billeder og videoer bliver fremhævet som det, tusindvis af mennesker det næste år skal se, når de besøger den vandrende Årets Pressefoto udstilling i hele Danmark.

Især i år er det interessant at se hvilket billede, der tegner sig for dansk fotojournalistik, når man ser på de store diskussioner, der opstod i kølvandet på juryens valg sidste år.
    
Sidste år tog Årets Pressefoto en drejning – måske mod nye tider – hvilke var tiltrængt. Men drejningen var på flere måde ikke til det bedre.

Men hvad er det bedre så? Hvem skal afgøre det – hvem skal være smagsdommere på hvad, der er godt og hvad, der er mindre godt?
Det er selvfølgelig en jurys opgave – men i sidste ende er det op til dig, hvad DU synes.

Men det, du synes, er jo påvirket af de mennesker, du omgiver dig med – og det, du synes, påvirker de mennesker, der er omkring dig.

Jeg kan f.eks. synes, at det i grunden er spøjst, at vi uddeler priser for fotojournalistik, for priser hører da til nede i Netto. Men – på den anden side, så er det med priserne vel blot den bedste måde, vi indtil nu har fundet frem til, for at fremhæve styrken i vores fag.
 
For det er styrken, vi søger – med de billeder vi fotografer skaber i folks hoveder, med vores billeder.

Lad de stærkeste billeder blive fremhævet på fredag – stik fotograferne nogle medaljer, men husk den ydmyghed, der følger med dette fag: vores billeder af verden viser ikke blot verden – vores billeder skaber også verden.

Kommentarer

Thomas Aue Sobol

tir, 03/03/2020 - 22:06

Lehmse - har du taget det selvportræt på 'beauty mode', eller hvad?

Michael Drost-Hansen

ons, 03/04/2020 - 13:24

Jeg synes, Martin kommer med nogle vigtige pointer. Priser hører til i Netto, men hvad gør det væsentligt også at uddele priser i fotojournalistik?
Jeg sidder med en følelse af, at vi som fotojournalister sidder i vores egen lille osteklokke. Vi diskuterer historier, men i stigende grad, synes jeg, vi diskuterer form, farver, kontrast, stil og om noget er nyskabende. Jeg oplever, at fokus for et stigende antal fotografer er på at lave kunst, lave noget nyt, finde en anden form mere end det er et fokus på at fortælle væsentlige historier, så danskerne forstår dem. Når vi taler Årets Pressefoto oplever jeg også, at fokus er skiftet fra historie til form. Vi taler i mindre grad om historiens dybde og relevans, men fokuserer i højere grad på æstetikken og det visuelle sprog.
Det er fedt med nytænkning, nye måder af fotografere på og nye tilgange til historiefortælling. Men vi må bare ikke glemme at fortælle historier.
Hvem laver vi Årets Pressefoto for? Laver vi det for at hædre en nyskabende fotograf? Laver vi det for at vise, hvem der er bedst? Laver vi det for at vise nye måder at fortælle historier på? Jeg ser Årets Pressefoto og den efterfølgende udstilling som et sted at vise danskerne de bedste historier, som de bare SKAL se. Med det fokus der er på Årets Pressefoto, er det her, vi har muligheden for at fortælle ikke-fotografer, hvad vi mener, det bør vide.
Nytænkning er godt, men vi skal passe på, at vi ikke gør det til en konkurrence i nytænkning, eller en konkurrence i stil. Det skal være en konkurrence i historiefortælling. Så nytter det ikke noget, hvis det hele bliver så elitært, at den almindelige dansker ikke forstår det. Hvis ikke helt almindelige danskere forstår billederne, har vi efter min mening fejlet stort.
Om det er blevet en konkurrence og en udstilling kun for fotografer, ved jeg ikke. Men det bliver mere og mere den følelse, jeg sidder med.
Jeg tænker, at det kunne være spændende, at lave en fokusgruppe af helt almindelige danskere, der kan diskutere fotojournalistik? Eller om man kunne lave en spørgeskemaundersøgelse blandt publikum til udstillingen om deres udbytte og meninger om udstillingen? Det er trods alt helt almindelige danskere, der dog har valgt at prioritere at komme og se den, og derfor må formodes og have holdning og interesse for fotojournalistik. Det kunne også være noget helt tredje. Jeg synes bare, det kunne være interessant at se, hvad helt almindelige danskere, vores publikum, tænker om Årets Pressefoto. Har udstillingen en værdi for danskerne, eller er ÅP kun for at vi selv kan hylde den enkelte fotograf og nye måder at fotografere på. Årets Pressefoto er for mig det sted, hvor vi har mulighed for at vise de historier, man SKAL se, hvis det er de eneste man ser igennem et år. Vi må ikke glemme, hvorfor vi fotograferer, hvorfor vi fortæller historier, og vi må ikke glemme vores publikum.