"Jeg følte at der gik noget tabt i dækningen"

"Selv var jeg på sommerjob som billedredaktør på VG da det skete." Andrea Gjestvang husker tydeligt den dag, d. 22. Juli 2011 hvor verdenen blev forandret for de unge mennesker der havde samlet sig på Utøya i Norge.

Dækningen fra den skandinaviske presse blev enorm - og den internationale fulgte hurtigt med. Andrea Gjestvang skulle fotografere Adrian, en af de overlevende, på hospitalet. Under sit besøg, ringede Adrians telefon konstant. CNN, BBC, - de ville alle høre om han kunne stille op til et interview. "Mens jeg sad der, var der to tanker som kom op i mit hovede. Hvad sker der med Adrian den dag medierne holder op med at ringe og kameraerne rettes en anden vej?".

Den tanke blev begyndelse på projektet 1 dag i historien. "Jeg følte der var noget der gik tabt i dækningen. Den var ofte politisk og dramatisk, og handlede mere om gerningsmanden end ofrene." Seks måneder efter angrebet tog Andrea Gjestvang kontakt til ungdommen og deres forældre. Efter grundig research følte hun, at tiden var lang nok til, at hun kunne tillade sig at ringe til de unge overlevende og deres familier. Det lykkedes Andrea Gjestvang at få hvad hun selv omtaler som en god kontakt til ungdommen fyldt med nærhed og tillid. "Jeg havde mange tanker om det i starten, jeg mener, hvilken ret har jeg som fremmed person til at gå ind i deres sorg? Der er jo mange etiske spørgsmål involveret i sådan et projekt."

Siden har serien vundet adskillige priser og er blevet publiceret rundt omkring i verden. Nu er hun igang med et nyt projekt - om manden. Manden som han er med sig selv, når f.eks kvinderne flytter. Det hele udspiller sig på Færøerne, og er et portræt af et samfund hvor kvinderne flytter for at blive uddannet og mændene bliver tilbage for at holde gang det traditionelle arbejdsliv.