Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Jeg er ved at panikke lidt

Corona og Danskerne: Jens er pensioneret tandlæge og 80 år gammel. Han bor alene i Bandholm på Lolland.

Foto: Nils Lund Pedersen

Nils Lund Pedersen

Jeg møder ham foran Netto i Maribo, hvor han sidder i sin VW Transporter med rejseklistermærker på sideruden. Han er ved at iføre sig to mundbind og et par lyserøde gummihandsker. Inden han stiger ud af bilen, har han trukket halstørklædet helt op for at dække mundbind og næse. Jeg får lov til at tage et par hurtige billeder med min mobiltelefon.


"Jeg er ved at panikke lidt. Jeg har egentlig isoleret mig derhjemme, men nu går den ikke længere. Jeg har ikke mere i huset, og er nødt til at købe ind. Og jeg har slet ikke lyst til, at skulle gå ind i nogle butikker. Det er jo mig, der bliver ramt, hvis jeg bliver smittet. Jeg er i risikogruppen. Og nu sidder jeg her, og føler mig lidt åndssvag, og kan næsten ikke binde knuderne i nakken. Folk snakker hele tiden om, ”når vi kommer ud på den anden side, så….” Men sådan er det jo ikke. Der ER lige nu, og sådan er det hele livet igennem. Uanset alder. Vi er her lige nu, og vi skal bare huske at skønne på det – hver dag. For pludselig er det slut. Måske Corona kan hjælpe os med at lære det. 
Og nu skal jeg på apoteket i et falsk håb om at kunne købe mundbind og håndsprit, og så skal jeg i Netto. Pas på dig selv og dine." 

Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne

Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).

Kommentarer