"Jeg drømmer om at se et ekstra lag. En oplevelse, man ikke glemmer"
David Bering er dommer i videokategorien i Årets Pressefoto 2022.
David Bering
Navn: David Bering
Stilling: Kreativ Direktør
Kort om dig selv:
David er medstifter af det kreative kommunikationsbureau Montgomery. Han er født på Lolland i 1973 og uddannet fotojournalist i 2006 fra Danmarks Journalisthøjskole. Han arbejdede selvstændigt, indtil han og hans partner for ti år siden stiftede Montgomery i Aarhus og samlede et stærkt team af specialister inden for foto, film, grafisk design, 3D og strategisk kommunikation. David er særligt fokuseret på visuelle fortællinger og fungerer som kreativ sparringspartner for en bred vifte af kunder.
Hvad var den første tanke der gik gennem hovedet på dig, da du blev spurgt om du ville være dommer til Årets Pressefoto?
Jeg sad i min bil, da den gode Lars Horn ringede. Vi snakkede i øst og vest om alt og ingenting. Midt i snakken fik han spurgt, om jeg vil være dommer til Årets Pressefoto. Det er en stor ære at blive spurgt, og der hviler et stort pres på ens skuldre. Derfor var det vigtigt for mig at tænke det igennem. Men selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg ved også selv, hvordan det er at være deltager.
Det er noget helt særligt. Jeg deltog som nyuddannet med min hovedopgave om kommunesammenlægning i Lolland Kommune - og om min hjemstavn langt ude på Vestlolland.
Hvad drømmer du om at se ved Årets Pressefoto?
Jeg har en kæmpe kærlighed til det visuelle. Jeg håber på at blive udfordret og overrasket med historier, man kan mærke. Jeg fristes til at kalde det visuelle aha-oplevelser. Ofte er historier interessante nok til at være såkaldte jaså-oplevelser, men jeg drømmer om et ekstra lag. En oplevelse, man ikke glemmer. Jeg ved, at de bedste danske fotografer leverer gennemarbejde historier på et tårnhøjt niveau. Og jeg er så spændt på at se, om vi får lov at være vidner til noget nyskabende inden for fotojournalistik.
Hvad er det vigtigste for dig, når du skal finde en vinder i Årets Pressefoto?
Der er sikkert stof til en spirituel køleskabsmagnet i denne her sætning, men den opsummerer det meget godt: Det vigtigste for mig er at finde en vinder, der har hjertet med i sin fortælling.
Hvad skal der til for at du synes, at en historie er godt fortalt?
Jeg kan mærke det, hvis du laver en historie, fordi den virkelig har betydning for dig. Det virker bare, når der er noget på spil, hjertet banker og pulsen kommer op. En treenighed af nærvær, mod og passion.
Hvad vil kunne overraske dig?
Det vil overraske mig, hvis tingene bliver vendt på hovedet. Hvis noget er så visuelt stærkt, at historien er ligegyldig. Eller omvendt.
Kommentarer