Indkøbsposen på dørmåtten
Corona & Danskerne: Erna Thygesen bor på tredje sal på plejecenteret Oasen, Nykøbing Falster. Lørdag formiddag fik hun "besøg" af sin søn Nils Thygesen.
Fra parkeringspladsen kunne han vinke op til sin mor, der lukkede vinduet op og vinkede tilbage.
Tættere har de to ikke været på hinanden, siden myndighederne forbød potentielle smittebærere af Covid-19 at komme ind til ældre, syge og sårbare på plejehjem og sygehuse.
Nu aftaler de i telefonen, hvad Erna mangler, og Nils sætter indkøbsposen på hendes dørmåtte. Og går. Ingen kaffe, ingen snak - og slet ingen kram.
Selv om det føles tomt og fjernt, er der for Nils Thygesen ingen tvivl om, at restriktionerne skal følges.
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor dødeligheden kunne blive, hvis jeg eller en anden tog virus med indenfor dørene. Der bor lutter sårbare ældre, som vi skal passe på, siger han og nøjes med at ringe til Erna i denne tid.
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer