I seng med magten
PF-KONFERENCEN 2019: Martin Lehmann og Mads Nissen fulgte Lars Løkke og Mette Frederiksen tæt i månederne op til udskrivelsen af folketingsvalget. Det gav en række etiske overvejelser – og to billedserier, der skaffede Politiken nye abonnenter.
Michael Bager PF-Konferencen 2019: Mads Nissen og Martin Lehmann. Foto: Michael Bager
Hvor tæt på magten i Danmark kan man komme som fotograf? Hvor tæt på kan man komme uden at blive magtens redskab?
Det var nogle af de spørgsmål, som Politiken-fotojournalisterne Martin Lehmann og Mads Nissen overvejede, da de i 2018 og 2019 fulgte siddende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og statsministerkandidat Mette Frederiksen (S) tæt.
De ville gerne lave portrætter af den kommende statsminister – hvem af dem det nu måtte blive – og tilføre mere dybde til skildringen af dem. Men det ville også kræve nogle klare aftaler med personerne selv, hvis de skulle ind i de rum, som pressen sædvanligvis ikke har adgang til.
“Du kan ikke bare være fluen på væggen. Du er nødt til at give noget af dig selv, hvis du skal have adgang til de lukkede rum og blive i dem,” siger Martin Lehmann.
MR: Med tillid som kontrakt
Inspirationen til arbejdet var blandt andet nogle af de billedserier, som for eksempel Det Hvide Hus’ fotografer lavede med daværende præsident Barack Obama, men Mads Nissen og Martin Lehmann var ikke ansatte, og derfor var det nødvendigt med en anden form for forståelse, hvor de var ‘embedded’, så at sige indlejret, med magten og nogle gange på dens betingelser, sådan som det også er tilfældet for pressen, når den skal dække danske tropper i krigssituationer.
“Vi vil have noget af dem. Men de vil også have noget af os. Vi skal arbejde med og imod hinanden,” siger Martin Lehmann, som i sit seks måneder lange arbejde med at fotografere Lars Løkke hele tiden skulle overveje, hvordan kompromisset blev acceptabelt.
“Hvis jeg kun tog de fotos, som jeg havde lyst til, ville jeg lukke rummet. Og hvis jeg kun tog de billeder, som de ville have, ville jeg også lukke det. Jeg var nervøs for at fucke det op,” siger Martin Lehmann.
En af de kampe, han valgte at tage, var Løkkes i medierne kendte ømme punkt omkring hans rygning. Han bryder sig ikke om at blive fotograferet med en smøg i hånden eller munden, men mange af pauserne og møderne omkring ham, som var vigtige for billedserien, ville uundgåeligt være fra rygepauserne.
“Den valgte jeg at tage. Det er et ømt punkt, men det er også bare en fucking cigaret, og så måtte Lars Løkke jo skjule den i hånden – det er han ekspert i,” siger Martin Lehmann.
Der blev ikke skrevet kontrakter. Tilliden måtte bære.
“Vi aftalte, at vi kunne være øjne. Men ikke ører.”
MR: Ingen godkendelse
Mads Nissen siger, at man som fotojournalist er opdraget til at tænke, at man skal helt ind, hvor det gør ondt og “helt ind i soveværelset”.
“Men vi var jo interesserede i dem på grund af magten. Det, vi har forsøgt at vise, er magtens rum, som det ser ud i Danmark. Det er noget andet end det dybt personlige portræt,” siger Mads Nissen.
Mads Nissen fortæller også om at finde balancen mellem det, han ville vise som fotograf, og samtidig være lidt diskret og ikke ødelægge situationen. Mads Nissen taler om at føle sig lidt akavet og i vejen i rummet, men at han også sagde til Mette Frederiksen, som han fulgte igennem i alt to år, at hun skulle sige til, hvis det blev for meget. Til gengæld havde han også betingelser.
“Politikerne har ikke fået lov at se fotos på forhånd, og de skulle ikke godkende. Det har været vigtigt for os,” siger han.
“Men der har også været masser af fotos, jeg gerne ville have taget, men hvor det ville have ødelagt tilliden. Og jeg har fået kendskab til så mange historier, som hver især kunne have været forsidehistorier – jeg hørte, hvordan offentliggørelsen af rapporter blev forberedt, hvilke statistikker der skulle fremhæves, hvilke der helst ikke skulle spørges til. Det kunne jeg ikke tale om eller bare med nik til kolleger vise noget.”
MR: En succes på nettet
Fotoserien var aftalt til at blive offentliggjort i Poltiken søndagen efter, at valget var udskrevet. Samtidig brugte Politiken store kræfter på at gøre det til et selvstændigt projekt på nettet, hvor teksten skulle supplere uden at stå i vejen for billedfortællingen.
Det viste sig, at det blev den mest populære del af valgdækningen overhovedet hos Politikens læsere. Det var den, de klikkede på, og det var den, der skaffede flest nye abonnenter. Det er en lære, som Politiken har besluttet sig for at tage med, når der igen skal dækkes valg om senest tre og et halvt år.
“Og det er egentlig et optimistisk budskab. Det kan godt betale sig at lave noget anderledes og bruge tid på det,” siger Mads Nissen.
De to projekter kan ses her:
Martin Lehmanns om Lars Løkke:
Mads Nissens om Mette Frederiksen:
Kommentarer