I en tunnel af lyserøde kirsebærtræer
Corona & Danskerne: Ægteparret Pia Hansen 63 år og Ib Hansen 67 år er taget på den årlige tur til Bispebjerg Kirkegård for at se de famøse, lyserøde kirsebærtræer springe ud.
Ib er bil ansvarlig og Pia er assistent, de bor i et hus i Søborg, og i denne periode hvor Danmark er lukket ned, arbejder de begge delvis hjemmefra. Pia og Ib har været gift i 38 år og har altid nydt at gå eller cykle i naturen.
I dag er det dejligt vejr, og de har hørt rygterne om, at kirsebærtræerne er ved at springe ud. ”Det er et fantastisk syn at nyde så mange træer, det er en hel tunnel af lyserødt, det er rigtig fint”, fortæller Ib.
De seneste tre år har den eventyrlige, lyserøde blomstertunnel
været et enormt tilløbsstykke med omkring 150.000 københavnere og turister i blomstringsperioden.
Det er da også forventningen i år, hvorfor Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at spærre hele området af inden den kommende weekend. Store blå skilte bliver sat op med ordene: “Kære Københavner, du kan ikke komme ind på Kirsebærallén. Området er afspærret pga. risikoen for smitte med coronavirus. Tak fordi du tager hensyn.”
“Vi er heldige at se dette smukke forårssyn, men det er jo desværre nødvendigt, at der bliver spærret af for ellers vil mange mennesker samles her, fordi vejrudsigten lover solskin i weekenden,” fortæller Pia.
Pia fortæller videre, ”vi bekymrer os naturligvis, og har aldrig oplevet en tid som denne. Vi håber meget snart, at det er slut, så vi kan komme tilbage til normale tilstande.
Min mand og jeg prøver at få det bedste ud af dagene, og vi har valgt ikke at isolere os fra vores datter og søn. Vi holder humøret oppe ved at være sammen og tager måske et ekstra glas vin.”
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer