Hvordan bruger du din faglighed i et arbejdsliv efter den officielle pensionsalder?
Møder den 16. maj (Kbh.) og den 23. maj (Aarhus) om Det 3. Arbejdsliv.
Der er i foråret 2018 planlagt foreløbig to møder, et i København og et i Aarhus. I efteråret er der planer om yderligere to møder. Møderne er tænkt som inspiration til medlemmer +60. Mød levende eksempler og udveksle erfaringer om muligheder, udfordringer og DJ’s rolle. Ex-DJ’ere over 65 er velkomne. Medlemmer +55 kan komme med, hvis der ikke er overtegnet.
KØBENHAVN:
Onsdag den 16. maj klokken 17-20 i Forbundshuset, Gl. Strand 46, 1202 København K lokale: Lille Strand og Store Strand.
Mød bl.a., Pernille Hermann, f 1951, Erik Staffeldt f. 1942, Gitte Merrild, f. 1957 og Abelone Glahn f. 1955
Pris 50 kr., som går til forplejning (sandwich, kaffe the frugt)
Tilmelding her:
http://www.conferencemanager.dk/170518
AARHUS:
Onsdag den 23. maj klokken 17-20, DJ, Åboulevarden 31, 8000 Aarhus C. lokale Åen.
Mød bl.a. Jesper Odde Madsen, f 1949, Henrik Isaksen f. 1953, Abelone Glahn f. 1955
Pris 50 kr., som går til forplejning (sandwich, kaffe the frugt)
Tilmelding her:
http://www.conferencemanager.dk/230518
SNAK MED OG DEL VIDEN: Bemærk: Der er oprettet en lukket facebookgruppe, hvor man allerede nu kan tage hul på erfaringsudvekslingen, også selv om man ikke kan deltage i møderne.
Find gruppen her:
https://www.facebook.com/groups/100335780812674/
Baggrund:
HVORDAN FORMER DET TREDJE ARBEJDSLIV SIG FOR JOURNALISTER, FOTOGRAFER OG ANDRE MEDLEMMER AF DJ?
- Vi savner nogen at spejle os i på 70, 80 og 90 år! Netværksmøder inviterer til inspiration og erfaringsudveksling.
To netværksmøder i hhv. København og Aarhus ønsker at samle og at inspirere medlemmer over 60 til at finde måder at udnytte sine journalistiske fagligheder i tiden efter, at man officielt er blevet pensionist.
Møderne er målrettet +60 medlemmer, der ønsker at høre, hvordan andre har tilrettelagt deres såkaldte tredje arbejdsliv, og lytte til eksempler på, hvordan andre har brugt en mediebaggrund længe efter, at den officielle pensionsalder er rundet.
Nogle forestiller sig at arbejde, ”til de falder om”, andre ville ønske, de gradvist kunne gå på nedsat tid, andre igen springer ud som freelancere, får tid til at skrive småartikler, bøger eller realisere andre projekter, der ofte trækker på de journalistiske færdigheder. Nogle selvstændige eller freelancere har ikke en pensionsopsparing at tære på, men er tvunget til at arbejde videre og oplever, at det kan være vanskeligt at finde opgaver, mens andre har fundet en lukrativ niche, der også kan passes, efter at de har rundet de 65.
Møderne er tænkt til at belyse journalisters, fotografers og andre DJ’eres tredje arbejdsliv.
- Vi mangler nogen at spejle os i, siger initiativtageren til netværksmøderne, Abelone Glahn, der selv er 62 og selvstændig kommunikationsrådgiver. – Det synes som en vedtaget norm, at man vil holde op med at arbejde, når den officielle pensionsalder nås. Imidlertid ønsker mange at fortsætte eller er ligefrem tvunget til det, fordi vi ikke har sparet op til pensionen. Men vi har ikke alle lige let ved at finde en god placering i vores tredje arbejdsliv, og at være en af ”de nye gamle” rejser både udfordringer og muligheder, som det kan være væsentligt at vende erfaringer om.
Dertil kommer, at netværksmøderne tænkes at pege på områder, hvor DJ kan være mere opmærksomme på det tredje arbejdsliv. Derfor spørges deltagerne også til, hvad de forestiller sig, at Journalistforbundet kan bruges til for medlemmer over 65 år.
- Mange overvejer at melde sig ud, fordi tilbuddene til +65’erne handler mere om afvikling end udvikling. For eksempel retter de fleste kurser sig mod dem, der har en lang karriere foran sig, mens en +65’er ikke nødvendigvis tænker i karriere så meget som i at bruge sin tid og sine kompetencer på opgaver, der interesserer og beriger. Andre igen prøver at komme ind i DJ igen efter nogle år ude, men oplever, at indtægtskravene ikke matcher det, man tjener på journalistisk virksomhed i en sen alder. Dette og andre forbundsforhold forventer vi også kommer op på møderne, forklarer Abelone Glahn.
Kommentarer