“Hvis vi efterlader folk i håbløshed, glemmer de historien”

Stemmen er dæmpet, fortællerytmen rolig – og tilhørerne i salen lytter intenst i halvmørket, som ind imellem brydes, når et foto lyser op på skærmen. Den opmærksomme stilhed punkteres jævnligt af latter, når fotograf og fortæller Daniel Rye pirker til fotografernes selvforståelse eller tørt ironiserer over sig selv og sine egne handlinger.

Historien om hans fangenskab i Syrien er velkendt, og selv om han nævner det, er det i dag ikke det, der fylder. Det gør derimod hans øvrige projekter og hans overvejelser om, hvad det vil sige at være fotograf og at fortælle andres historier; gøre dem vedkommende, at erkende, at mennesker er eksperter på deres eget liv, og at verden måske alligevel ikke er noget lort det hele.

“Hvis vi efterlader folk i håbløsheden, glemmer de historien,” siger han om det projekt, han de seneste år har arbejdet med i Malawi, og som nu er blevet til fotobogen ‘Mens Vi Venter’, hvor han fra 2016 til 2019 i flere omgang har opholdt sig hos bonden Mr. Mkundiza i et område af Malawi, hvor klimaforandringerne konstant truer.

MR: “Før døde folk af AIDS”

Under et af besøgene og på vej til lufthavnen taler Daniel Rye med Mr. Mkundiza om, hvor uretfærdigt det er, at han nu kan rejse i et stort fly hjem til Danmark og fortsætte det liv, som er medskyldig i de klimaforandringer, som Mr. Mkundiza, hans familie og millioner af andre er truet af.

“Synes du ikke, det er uretfærdigt? Jeres liv er så benhårdt,” siger han til bonden, mens de skramler mod lufthavnen i en lille bus med alt for mange mennesker.

Mr. Mkundiza svarer ikke direkte. Han peger på en skole.

“Kan du se skolen der? For 25 år siden havde pigerne ingen adgang.”

Lidt senere peger han på et hospitel.

“Derinde, for 25 år siden, hvis man havde AIDS, så døde man. Nu kan man få medicin.”

Bussen kører forbi en stor lade med et nødhjælpslager af fødevarer. Mr. Mkundiza peger igen.

“For 25 år siden, hvis der kom en tørke som nu, så døde vi af sult. Det behøver vi ikke at frygte længere. Jeg vil bare sige: Mit liv har aldrig været bedre.”

Daniel Rye siger, at det satte gang i hans tanker om, hvad det var for en historie, han var ved at fortælle, og at han begyndte at interessere sig for, om verden nu også var så sort og elendig. Konklusionen blev, at det er den ikke.

“Og jeg kan mærke, at der sker noget i mine foredrag, når jeg viser fotos, der er anderledes end det håbløse og det, vi er vant til at se fra Afrika,” siger Daniel Rye.

MR: “Hvilken fotograf vil jeg være?”

Daniel Rye fortæller, hvordan det har været selv at være i centrum for pressens dækning. Det har ikke været positivt. Han fortæller, at han efter fangenskabet i Syrien følte sig skamskudt og stemplet som en krigsliderlig, naiv og blåøjet fotograf.

Han begyndte at holde foredrag om sine oplevelser for fulde sale. Efterhånden har flere end 200.000 lyttet til ham, milliongælden efter evakueringen efter bortførelsen er betalt af, og der er penge til nye projekter.

Foredragene har sammen med bogen ‘Ser du månen, Daniel?” givet ham mulighed for at tage magten over hans egen fortælling tilbage, siger han. Men han er skeptisk over for den måde, som mange fotografer møder deres interviewofre på.

“Jeg stod på toppen af et tag i Sverige og blev skamskudt af fotografer, som knapt nok så på mig eller hilste på mig. Der var ingen empati overhovedet, og jeg tænkte bagefter over, om det var sådan en fotograf, jeg ville være. Det ville jeg ikke,” siger Daniel Rye.

Undervejs i hans fortælling kommer vi vidt omkring – fra ungdomstidens venskab med Mikkel, der ligesom han selv var elitegymnast, men brækkede ryggen og blev lam, og som blev første egentlige fotoprojekt, da Daniel Rye fulgte ham i flere år til konstruktiv journalistik, planer om at hjælpe økonomisk med et vandpumpeprojekt i Malawi og klimaforandringernes ødelæggelser af landområder og fremtidsmuligheder.

Foredragene er blevet en forretningsmodel for ham.

“Jeg tror, jeg kommer til at leve af det resten af mine dage. Der er fortællinger nok, og fortællingerne om klimaforandringerne og de store spørgsmål er kun lige begyndt,” siger han.