Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Hvad kræver det at producere Årets Pressefoto?

Kom med i maskinrummet bag dommerdagene i Årets Pressefoto.

Maskinrummet

Kasper Løftgaard Lasse Rahbek og Maria Albrechtsen i videorummet.

Når de 6 dommere sætter sig til rette i de bløde stole på Helnan Marselis Hotel i Århus, har det krævet mange mennesker, mange timer og mange tanker,for at få hele nomineringsprocessen til at gå så glat som overhovedet muligt.

Allerede i maj sidste år begyndte de indledende øvelser. Bestyrelsen lavede til deres årlige bestyrelsesseminar en bruttoliste over mulige dommere og fandt ud af, hvem der var interesserede i at stille op og om de overhovedet var ledige.

Derudover blev det også besluttet på seminaret, at der skulle tilføjes 2 nye kategorier: Sports Serie og Hverdag Udland. Og 1. September er sidste dato for rettelser til upload-systemet til Årets Pressefoto. Herefter begynder Robert Wengler at programmere uploadsystemet med de nye kategorier samt den nye maksimale grænse på 50 billeder pr. deltager, imod de 35 billeder det har været de seneste år. Og så skal det hele testes for at se, om der opstår fejl når de nye ting er tilføjet.

Kommandorummet

Mikkel Berg Pedersen Kommandorummet på Helnan Marselis i Aarhus, fredag den 5. januar 2024.

1. December kl. 20.00 bliver der åbnet for upload og her begynder alle medlemmernes store arbejde med at gennemse, udvælge og uploade alle de bedste skud fra året der er gået. Undervejs sidder Michael Bager, Robert Wengler og Mikkel Berg klar til at besvare alle medlemmernes spørgsmål (og fikse når dankort-betalingen ikke fungerer).

Og efter deadline d. 3. Januar kl. 20.00, begynder den mindre folkevandring, hvor dommerne og bestyrelsen drager mod Århus for at sætte teknikken op til dommerne. Det indebærer, at alle billeder fra upload-systemet skal downloades og kategoriseres i Photo Station, som er det program der bliver brugt til afvikling af udvælgelse i still-kategorien.

Projektorerne skal stilles op og kalibreres (de bliver i øvrigt sponsoreret af Sony, og er sendt fra Holland til låns i dommerdagene), og dagen inden dommerne kommer d. 5. Januar, bliver al billedmateriale gennemgået af bestyrelsen for at se ,om der er fejl, mangler eller mistænkelige ting i nogen af årets indsendte billeder. Det kan være småting som en forkert dato (billeder skudt i September 2024 virker f.eks. usandsynlige), til mere grelle eksempler, hvor der stilles spørgsmålstegn ved billedets troværdighed. I år er op mod 15 fotografer blevet kontaktet, og nogle få af dem er blevet bedt om at sende råfiler, og heldigvis har bestyrelsen ikke været nødt til at udelukke et eneste billede fra årets konkurrence.

fotodommer

Kasper Løftgaard

Omsider er vi klar til at gå igang med voteringen. Over de næste to dage skal stilldommerne se over 2200 billeder igennem, og videodommerne skal se 33 videoproduktioner, og i sidste ende vælge hvad der skal kåres som Årets Pressefoto samt vinderne i de 17 andre kategorier.

Og så har vi slet ikke talt om, at der vist nok skal foregå noget på Den Sorte Diamant engang til marts.

Kommentarer