Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fra teenager til nøgleperson i samfundet på to uger

Corona & Danskerne: Det er ved at være lukketid lørdag aften i Ringe. Fem-seks unge mennesker hænger ud i mørket foran Fakta. Det er tydeligt, at de keder sig, og der er ingen fester, de kan gå til i aften.

Foto: Rico Feldfoss

Rico Feldfoss

Indenfor er 17-årige Sine Bager Lund ved at scanne de sidste varer på båndet. 
Hun synes, at den måde samfundet er lukket ned på, er skræmmende. 

Normalt er hun elev på Midtfyns Gymnasium. 
Det er hun stadig, men har som alle andre unge hjemmeundervisning på computeren. 
- Det er sindssyg hårdt. Jeg synes godt nok, der er mange afleveringer. 
Det er ligesom at lærerne sender noget hele tiden, så vi ikke keder os derhjemme.

Sine har ledt længe efter et fritidsjob. Hun har hørt, at der ikke er tid til det, når hun kommer i 2.g. Så det er bare med at få sparet nogle penge sammen nu.

- Det er lidt dårlig timing med det her virus. Men nu har vi fået udleveret handsker, og der er kommet en gennemsigtig plade op imellem os og kunderne. Så går det nok med de to vagter, jeg har om ugen.

Medarbejder Kirstine Enghuus supplerer: - Ja det er lidt mærkeligt, at de siger til os unge, at vi skal blive hjemme, så vi ikke smitter andre. Men nogen er jo nødt til at passe butikken. 
Kirstine går også på gymnasiet og er som nittenårig den “lukke-ansvarlige” i butikken i aften.
- Ja medierne siger at politi, sundhedspersonale og os der arbejder i supermarked, er nøglepersoner i samfundet. Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med at blive, da jeg søgte jobbet, lyder det fra Sine Bager Lund, inden hun triller de sidste paller med spagnum ind i butikken for natten.

Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne

Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
 

Kommentarer