Fisker sig fra corona
Corona & Danskerne: Egentlig hedder han Klaus Kurt, men for mange år siden blev “bare sig Kurt” til Sigurd.
Han er murer og var vinterfyret, fordi alting var for vådt, da landet begyndte at lukke. Det gør ikke Sigurd noget, for så kan han fiske hver dag og han gør det. Vandet, luften, forårssolen og havørrederne trækker i ham. Der er noget særligt over at sidde i noget tørt tang på stranden, drikke kaffe og tale afdæmpet med fiskemakkeren. De taler selvfølgelig om fisk, men også om verden, deres børn og hvad der ellers kommer op at vende, og så selvfølgelig corona. Det sidste tager Sigurd med ro, så længe han kan fiske. Turen til Gotland er blevet aflyst og der bliver heller ingen fisketur i påsken med hans to brødre i Isefjorden, så derfor går det ud over havørrederne i Det sydfynske Øhav.
Mester har ringet om et par dages arbejde, men derefter skal Sigurd fiske, corona eller ej.
Havørreden på billedet fik friheden til at svømme videre. Senere fangede Sigurd to til, den sidste blev inviteret på aftensmad.
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Kommentarer