“Et billede er så meget mere end blot et tryk på en knap”

“Vi sætter livet på spil for at rejse ud i krigszoner og konfliktfyldte områder. Ikke blot for at komme hjem igen med billeder af åbenlyse grusomheder, men også for at vise håb og hverdagsliv og kærligheden midt i ondskaben“. Sisse Stroyer, formand for Pressefotografforbundet, er trådt op på talerstolen. Vi er i den sorte diamant, og Sisses jakke er i guld. Det er den første fredag i marts, og for niogfyrretyvende gang er det igen blevet tid til at uddele priserne til Årets Pressefoto. Fotografiets festdag.

Stolerækkerne er fyldte. Chefredaktører, branchefolk, medieskabere. Der er familie og venner. Og så er der er fotograferne. De nominerede og kollegaerne. Skaberne af de fotografier, det hele handler om denne eftermiddag.

“De billeder vi i dag skal præmiere er fotografier og historier fortalt med en præcision, der rammer lige i hjertekulen“, fortsætter Sisse Stroyer, og pointerer, at netop Årets Pressefoto med al tydelighed vil vise, at det er ikke noget man bare lige gør. Det er ikke bare at trykke på en knap på mobilen.

“Der er forskel på registreringer og på at fotografere. Når vi fagfolk taler om at fotografere, så er vi historiefortællere”, slutter Sisse Stroyer sin åbningstale.

Lyset dæmpes og en stilhed sænker sig i salen. Det er tid til historier fra verden af idag. De smukke og de grusomme. Men alle med det iboende håb, at en begyndelse for forandring er at se. Og ikke se væk. Som Politiken engang har formuleret det.

Priserne

Der uddeles priser i forskellige 16 kategorier. Til hver pris er der en prisoverrækker. Den første pris på podiet er prisen for årets nyhedsbillede. Begge nominerede historier er fra skyderiet i Fields.

“Hvad gør vi og hvad kan vi bringe”, fortæller prisuddeler Søren Lorentzen, fotochef fra Berlingske Tidende, om sin første tanke den pågældende dag. Det skulle blive en dag, han aldrig glemmer med mange svære beslutninger, fortæller han i prisuddelingstalen. “Tak til de to nominerede fotografer Olafur og Anton for faktisk ikke at løbe væk med strømmen af mennesker, men for at i stedet at blive og dokumentere,” slutter Søren og afslører, at prisen går til Anton Unger.

Anton Unger kommer på scenen. Eller rettere Anton og hans søn. “Det er min søn, og han ville gerne med herop, så det skulle han have lov til.” Selv takker Anton dog sin far, og blinker til en tydeligt berørt far, fotografen Jan Unger, der sidder på stolerækkerne.

Der uddeles priser i portræt, i nyhed, i sport, i videokategorier mm. Og i reportage.

Respekten for fotografi

“Det er svært at lave reportage”, starter fotochef fra Politiken Peter Hove Olesen, sin tale til uddelingen af årets danske reportage.  “Det er svært at få adgang. Få folk til at stole på en. Herefter er det svært at få valgt ud. Og så er det svært at få historien bragt i et medie. Heldigvis lever vi i et land med stor respekt for fotografi. Altså lige bortset fra et område omkring Helsingør, kan jeg forstå”. Der opstår klapsalve i salen med slet skjult hentydning til en redaktør på Helsingør Dagblad, der for nyligt har udtalt, at journalister er de bedste til at fange stemninger i fotografi, hvorfor man har fyret fotograferne.

“Vi lever i et land, hvor fotografi faktisk bliver publiceret”, fortsæt Peter Hove Olesen. “Ikke for at vi som fotografer skal blive set, men fordi historierne er vigtige. Kære Liv og kære Anders. I får det svære til at se nemt ud. Men hovedparten af os ved, at det ikke er tilfældet.” slutter Peter og afslører at prisen går til Liv Kastrup Møller for sin reportage fra en sommerlejr for syge børn.

“Det har havde jeg sgu ikke regnet med, men FUCK hvor havde jeg håbet det”. En tydeligt berørt vinder, Liv Kastrup Møller, er trådt på podiet.” Min puls er næsten lige så høj, som da jeg fik tilladelse til at fotografere disse børn, der som udgangspunkt faktisk ikke måtte fotograferes".

Respekten for dansk fotografi skal vise sig at blive gentaget igen og igen under prisuddelingen. Som da redaktør Mie Brinkmann kommer på scenen for at uddele prisen for årets long term projekt: “Jeg vil starte med at sige jer tak. For at få lov at arbejde sammen med jer. Så dygtige fotografer. Så kan det godt være at der er en redaktør i Helsingør, der ikke værdsætter arbejdet, men det er vi altså så mange andre der gør”.

I skal se

“Dokumentarfotografiets vigtigste opgave er at få os til at se”, indleder Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen, sin prisoverrækkelse af årets udenlandske reportage, der går til Mads Nissen fra Politiken. Og på Politiken er respekten for fotografiet tilsyneladende intakt: “Tak til avisen som bliver ved med at bakke op om disse historier, som jeg brænder så meget for”, indleder Mads Nissen sin tale. Mads vinder for en historie om Talibans inhumane narko-fængsler. “Hvorfor skal vi interessere os for narkomaner i Afganistan”, fortsætter Mads. ”Det skal jeg fortælle jer,” og her sætter Mads så sammenhæng mellem disse fængsler, narkoindustrien og verdens helt store aktuelle konflikter. Men der er også en anden grund lader han forstå: “De indsatte bad mig om to ting, da de gav mig adgang til at fotografere. De bad mig om at tage nogle breve med ud til deres familier. Og de bad mig om, at de her billeder skulle verden se. Hermed gjort “, sluttede Mads Nissen sin takketale.

Få kvinder

“Jeg har glædet mig helt vildt til at uddele årets danske hverdagsbillede”, indleder fotochef fra Information Sigrid Nygård sin tale. Det er dog ikke kun fotografiet, hun vil hylde: “Vinderen i denne kategori giver mig mulighed for at hylde 22 procent af medlemmer i vores faggruppe. Kvinderne. Der er ikke så mange på nomineringslisten, men her er altså en af dem. Vi er ikke så mange, men vi står sammen som gruppe. Står sammen, når vi føler os i undertal. Når vi er udsatte”. Der bliver klappet i salen. “Flere kvindelige fotojournalister er ikke kun godt for diversiteten, den er også vigtig for den måde historierne bliver fortalt på”, pointerer Sigrid. Prisen går til Johanne Teglgård Olsen fra Kristeligt Dagblad. En mindre avis, der ikke så ofte er på nomineringslisten, men derfor også et godt eksempel på, hvad det kan, hvis man blot prioriterer fotografiet, slår Johanne fast: “Jeg er meget stolt over, at sætte en niche avis som kristeligt dagblad på den her liste til årets pressefoto.”

Hovedpriserne

Blomsterne og priserne uddeles og showet nærmer sig de to hovedpriser. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er ankommet til salen. Prisen for årets pressefotograf går til Jakob Ehrbahn, der gennem tiden har vundet et utal af priser. Dommer Casper Dalhoff lader derfor også forstå, at det er med den allerstørste respekt for denne kæmpe af faglig kapacitet, at prisen endnu engang tildeles Jakob Ehrbahn. Hele salen rejser sig og giver en stående applaus.

Kulturministeren kommer nu på scenen for at afsløre Årets Pressefoto 2022: “Tak fordi jeg må være med til at hylde jer. I gør et utroligt vigtigt arbejde”, indleder Jakob Engel-Schmidt. “Mange ord husker man, men et billede glemmer man aldrig. Et billede, der skærer igennem, der virkelig gør en forskel. Det gode pressefoto er mere end bare end gengivelse af virkeligheden. Det fortæller en historie. Det får os til at stoppe op og reflektere over os selv og virkeligheden”, fortsætter kulturministeren inden afsløringen af årets vinderbilleder. “Der blev prikket hul på vores boble en sommerdag i 2022. Det var ikke et skoleskyderi i USA eller langt væk. Det var her i Danmark. Det var i Fields”. Årets Pressefoto bliver Anton Ungers billede fra skyderiet i Fields. Hvorfor Anton må på scenen endnu engang.

“Min far tog mig med ind på avisen for mange år siden, og her mødte jeg jer alle sammen. Og det kunne godt rode rundt inde i mit hoved. Hvor skulle jeg være i alt dette. Men så mødte jeg Thomas Borberg. Jeg ved ikke, hvad du så i mig, men du var et lys, min mentor. Jeg vil gerne, at vi klapper for Thomas”. En stor klapsalve spreder sig. Og den fortsætter. Og fortsætter. Anton Unger løfter sit nyvundne trofæ i vejret. Klapsalven er nu for ham. Årets Pressefoto er afsløret.

Udstillingen er åben i Den Sorte Diamant og vil efterfølgende turnere som vandreudstilling rundt i landet.