Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Ét af dem bliver Årets Pressefoto 2024, men hvilket mon det bliver?

Da årets dommere blev bedt om at pege på de fem billeder, som de mente, er værdige kandidater til hovedprisen, kunne de ikke. Det var for få. Og når man bliver stillet en umulig opgave, må man udvide opdraget. For de fandt hele seks fantastiske billeder, som alle fortjener æren af at blive nomineret til Årets Pressefoto 2024.

ÅP2024

Mikkel Berg Pedersen Sådan så det ud inde i dommerrummet fredag den 10. januar kl 17.58. Efter at have set 2715 billeder igennem, har dommerne kogt det ned til kun 6 billeder. Et af dem løber med prisen, Årets Pressefoto 2024.

Det har nemlig endnu en gang været et godt år for dansk pressefotografi, og flere end 2.700 stærke billeder konkurrerede om at blive Årets Pressefoto. Blandt dem valgte juryen seks stærke fotografier, der både dækker nogle af tidens største historier og de helt nære følelser. De er hver især meget forskellige i deres udtryk ligesom emnerne, der spænder fra immigration til oprydning efter en naturkatastrofe og en intim stund i et badekar.

Der kan som bekendt, kun kåres én vinder, men fotokonkurrencer er ikke en eksakt videnskab. De er derimod en mulighed for at inspirere til en dialog om fotografiets rolle i samfundet og om, hvilke kriterier vi hver især prioriterer højst. Samt ikke mindst en mulighed for at vise det bedste, de dygtige danske fotografer kan præstere gennem et år.

På den måde får vi allerede nu muligheden for læse lidt af, hvad dommerne tænkte, for at gætte med på deres beslutning – og selvfølgelig for selv at vælge hvilket billede, vi hver især synes, burde vinde. Det kan forhåbentlig åbne for nogle interessante diskussioner.

Hvem, der går af med den officielle sejr, bliver først offentliggjort fredag den 7. marts i Den Sorte Diamant.

Dommerne i Årets Pressefoto 2024:
Foto: Henrette Lind, Emil Rye og Paul Hansen
Video: Annemor Larsen, Kristian Frederiksen og Mads Toke Køngerskov

Pressekontakt:
Mikkel Berg Pedersen
+45 6022 4301 - presse@pressefotografforbundet.dk 

---

Også i morgen vil soldater falde og nyt håb blive født i Ukraine. Anders Rye Skjoldjensen/Dagbladet Information

Hele historien ligger i hans blik. Der er krig på tredje år i Ukraine uden udsigt til, at den slutter lige om lidt. Soldaten er udmattet, ligesom resten af landet og hans krigskammerater må være det, og krigen står tegnet i hans ansigt. Det er rigtig godt fotograferet, og vi ser krigen på anden måde gennem ham.

Kandidat 1

Anders Rye Skjoldjensen/Dagbladet Information/Årets Pressefoto 2024 En ung soldat sidder og stirrer tomt ud i luften med sine rødsprængte øjne. Efter seks timer er det lykkedes ham at komme frem til det lille interimistiske stabiliseringscenter nær fronten i Donetsk.
Han har granatchok, efter at en russisk drone smadrede ned i hans skyttegrav. Hans riffel ligger forvreden på gulvet. »Jeg kan ikke se ordentligt,« mumler han, »men jeg var heldig.« Kort efter bliver han hentet. Han skal igen ud i den kolde skyttegrav. De ukrainske soldater ved fronten er udmattede, mangler ammunition og våben. Der er ikke mandskab nok til, at der er tid til hvile og tid til at komme sig.

---

Overlevelse i Kensingtons gader. Jacob Ehrbahn/Politiken

Det er rystende at få dokumenteret, hvordan mennesker bare dratter om på gaden uden at nogen gør noget. Kvinden ligger halvt ude over kantstenen, og der er ingen, der hjælper hende. Fotografen har dygtigt og professionelt håndteret en forfærdelig situation, som man håber, aldrig ville opstå herhjemme.

Kandidat 2

Jacob Ehrbahn/Politiken/Årets Pressefoto 2024 En kvinde er faldet om i en sidegade til Kensington Avenue, som er kendt for prostitution. I den her del af Philadelphia er det ikke et særsyn at se mennesker ligge bevidstløse på gaden. Årsagen er Tranq-dope, som er det mest udbredte stof i Kensington - det består primært af Fentanyl og Xylazin, som er et præparat, man normalt bruger til at bedøve dyr. Xylazin blandes i opioidbaserede stoffer for at forlænge og forbedre virkningen af dem. En uheldig sideeffekt ved det er, at det er meget sværere at vække folk fra en overdosis, når de har indtaget Xylazin.

---

Kong Frederik X af Danmark. Mads Nissen/Politiken

Vi kommer aldrig til at kunne tage det billede igen, for det viser en brøkdel af et sekund, som kun opstår én gang hvert 50. år. Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans.

Kandidat 3

Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2024 Dronning Margrethe var blot 31 år, da hendes far Frederik IX døde den 14. januar 1972 og overlod tronen til hende. Med sine 52 år er hun Danmarks længst siddende monark, men i disse sekunder slutter epoken, og hun forlader Statsrådet og videregiver pladsen til sin søn med ordene: ”Gud bevare kongen!”

---

Bæstet – toget mod den amerikanske drøm. Mads Nissen/Politiken

Fotografiet er stærkt og har et fantastisk lys. Det er en stor historie, som vi ganske vist har fået fortalt før, men som er blevet aktuel igen med valget af Trump. Der er håb og meget dramatik i situationen, hvor pigens medrejsende ligger bag hende i enden af vognen og spejder efter politiets patruljer.

Kandidat 4

Mads Nissen/Politiken/Årets Pressefoto 2024 Noemi Jara på 12 år gemmer sig i frygt for at blive fanget af migrationsmyndigheder, som hun kan høre, patruljerer langs togets vogne. Hvis migranterne opdages, risikerer de at blive røvet, mishandlet og sendt tilbage til Mexicos sydlige grænse eller videregivet til kartellerne som udnytter, afpresser eller videresælger dem. Så de holder vejret, og forsøger at forstå, hvad der sker.
Noemi er flygtet med sin familie fra Ecuador efter at en afpresningsbande sendte en kugleregn ind i deres hjem. Det er 9 måneder siden, opsparingen og energien er sluppet op, og om lidt kan det hele have været forgæves.

---

Det giver kræfter at måtte bære. Martin Thomas Ford/DMJX/Jyllands-Posten

Det er et emotionelt billede af en lille, men universel historie, som er skabt med stor nænsomhed og skønhed. Farverne er fine ligesom lyset, der falder på en måde, der minder om malerier af helgener. Det er et foto, som ubetinget rammer følelserne, allerede inden historien bliver foldet ud.

Kandidat 5

Martin Thomas Ford/DMJX/Årets Pressefoto 2024 Freja ligger i et varmt badekar i Lukashuset, et børne- og ungehospice. En fysioterapeut masserer hendes arm, mens hendes storesøster Nova leger ved siden af. Som hun ligger der, ligner hun alle andre treårige, men Freja har en sjælden genfejl, epilepsi og ufrivillige muskelkramper, og hun har brug for hjælp til det meste– at spise, drikke og løfte sit hoved. Indtil februar forsøgte hendes familie at klare tingene selv.

---

Efter oversvømmelsen. Signe Lægsgaard/DMJX/Politiken

Det er den store historie om klimaet, der er stærkt fortalt i et enkelt billede. Hvordan viser man voldsomheden efter begivenheden? Her er det gjort stille og poetisk med mudderet som hovedperson. Stilfærdigheden i kontrast til det ekstremt voldsomme og dødelige er meget effektfuld og giver anledning til eftertænksomhed.

Kandidat 6

Signe Lægsgaard/DMJX/Politiken/Årets Pressefoto 2024 Noget, der ligner et absurd teaterstykke udspiller sig på den lokale musikskoles scene i byen Massanassa lidt uden for Valencia. Et tilsølet flygel bliver hakket i stykker med økse og hammer, så soldater i sikkerhedsdragter kan bære det ud i en container. Rummet, som tidligere blev brugt til forestillinger og koncerter, ligger i kælderen, og blev derfor omdannet til et brunt akvarium, da vandet kom. Nu skal det tømmes for inventar, mudder og slam.

Kommentarer