En nødvendig fotofestival

Jeg havde ellers lige fået skrevet en god indledning om, hvordan Photo Kathmandu bare er for sprød fordi den ikke er så stor, og man så meget nemmere kommer til at hænge med de cool typer fra World Press Photo, Magnum og Arles-kuratorer. Men den blev sløjfet. For Photo Kathmandu handler om noget, som er meget vigtigere. Nemlig en kamp for at insistere på fotografiets magt og relevans for folk som ellers ikke er professionelt involveret i fotografi. Samtidig med der er gode tilbud til den profesionelle skare: Etablerede som grønskollinger.
 

Et aktivistisk projekt
Photo Kathmandu møder  den almene nepaleser dér, hvor de er. Og det er i aller bogstaveligste forstand. En aften ved Patan Durbar Square er der gjort klar til aftenprojektion. Og det er ikke blot på en plads tilsvarende Åen i Aarhus eller Superkilen på Nørrebro hvor folk mødes om aftenen for at hænge ud, men også et sted, de lokale kommer af ren og skær behov. Selve projektorlærredet er sat op i en såkaldt 'hiti' – et kæmpe hul i jorden, muret med mursten i forskellige niveauer så der er rig mulighed for at finde en siddeplads. I bunden udspringer en kilde, og hiti'en er altså her hvor de lokale henter vand. På den måde tvinger fotofestivalen sig altså ind i de lokales dagligdag.
Festivalens tema for 2018 er feminisme, og denne aftens slideshows titel er “The Feminist Memory Project” kurateret af Nepal Picture Library, et af projekterne som folkene bag fotofestivalen også kører.

Og det er vigtige sager, der bliver vist. For de gængse historier om kvinderne i Nepal holder sig nemlig stort set til husholdning, børnepasning og markarbejde. Men frem på skærmen toner billeder af kæmpende kvinder – både politiske aktivister der deltager i demonstrationer og former fagforeninger på fabrikker, men også skuespillerinder der lever glamourøse liv, forfatterinder, og så en kvinde, der er så fræk at rejse rundt i verden på egen hånd. Alt imens man ser kvinder i bunden af hiti'en mens de fylder vand på dunkene til næste dags husholdning – og de kigger med på projektorlærredet. Det er politisk aktivisme fra en fotofestival som jeg ikke har mødt i hverken København, Frederiksstad eller Arles. 
 

Om dagen trænger kvinde-fortællingerne sig også på. Rundt i smøger og baggårde hænger fotografier og tilhørende tekster om andre kæmpende kvinder. I en bygning har Photo Kathmandu fået indrettet et lokale til at efterligne den nepalesiske digter Parijat's værelse, som åbenbart har været arnested hvor aktivister og intellektuelle mødtes for at diskutere frihed og fremgang i Kathmandu.
Og igen rammer lokallivet som en syngende lussing. I baggården til bygningen er beboerne i gang med en kæmpe middag. Det er stadig formiddag, men rundt om sidder halvsnaldrede mænd med hjemmebrændt 'aela' i plastikkrus og snakker højlydt.
“Hvad fejrer i?” spørger jeg. “At det er lørdag” lyder svaret, fulgt af et plastikkrus halvt fyldt med sprut til min gane. Dét oplever man sgu ikke i Arles.
 

En fotofamilie
Med en brændene fornemmelse i halsen bevæger jeg mig videre mod fotofestivalens hovedsæde: Yala Maya Kendra, en restaurant og kongres-center hvor foredrag, workshops, portfolioreviews og diskussioner finder sted. En hyggelig græsplæne, skyggende træer, skrattende krager og en abe hist og her sætter rammen. Rundt om sidder håbefulde unge fotografer og viser deres beskidte undertøj til de forskellige portfolioreviewers som består af både kuratorer, redaktører og fotografer. Der er Ilgin Deniz Akseloglu som kuraterede udstillingen “A Pillar of Smoke” på Rencontres d'Arles 2018, så er der Jeff Heimsath, fotoredaktør for National Geographic og Tanzim Wahab som selv er fotograf, kunstner og underviser på fotoskolen Pathshala i Dhaka, Bangladesh – og flere til. En god bred skare af nye aktuelle samt mere 'rutinerede' reviewers.
 

Om eftermiddagen er der artist talks og paneldebat i konferencesalen – nogle foredrag efterlader fascination. Andre ender i gode diskussioner mellem dem på scenen og publikum på mellem 50-80 personer. Større er den profesionelle del af fotofestivallen altså ikke.

Og det er netop dét jeg er faldet for hos Photo Kathmandu da jeg ved et tilfælde var til festivalen i 2016. Et udvekslingsophold på Pathshala i Dhaka blev rykket til Nepal, og det ramlede sammen med Photo Kathmandu. Her blev jeg på fornemmeste vis introduceret til en fantastisk dejlig fotofamilie. Og selvom det var to år siden sidst, slog det ikke fejl dette år. En fælles WhatsApp-chatgruppe sørger for at alle er med på beatet og ved hvilken tagterasse folk stimler sammen på, når resten af Kathmandu går i seng. Der drikkes hjemmebrændt og spises på de lokale snuskede restauranter.
 

Internationalt niveau med lokale rødder
Photo Kathmandu tilbyder også deciderede workshops, kunstnerrecidens og koncerter. Derudover er det blevet en tradition at de sammen med en gruppe lokale arrangerer en såkaldt “Bhoé”. Det er en velgørenhedsmiddag hvor man køber en billet og får et festmåltid uden lige. Alle sidder på gulvet og i en lang kæde går kvinder med store gryder fyldt med mad. Der bliver øset op af særlige retter lavet af bøffel, kartofler og bønner. 
 

Udstillingerne er af høj kvalitet og viser både det bedste fra nepalesiske og andre sydasiatiske fotografer – men også vestlige fotografer, som man måske godt kender på forhånd.

Photo Kathmandu er en lille perle af en fotofestival. Her bliver man både præsenteret for fotografi, video og installationskunst af høj kvalitet – men styrken ligger især i det stærke fællesskab, festivalen formår at indvie en i, samt introduktionen til en kultur, et land og et folk, som man som gængs turist ellers ville være en selfiestangs længde fra at indsnuse.