Ekstra stor travlhed hos Søren Købmand i Odense
Corona & Danskerne: Det er ikke kun de store netbutikker som nemlig.com, der oplever ekstra stor travlhed under nedlukningen. Købmandsparret Søren og Marianne Rasmussen løber ekstra stærkt for tiden. Der er 30 procent flere vareudbringninger og markant flere ekspeditioner i den den lille lokale købmandsbutik på Sadolinsgade i Odense.
“Det er næsten ligesom juletravlhed”, fortæller Marianne, mens hun lige tjekker en kundes mobiltelefon for pakkenummeret. “Ud over at vi klart har flere ekspeditioner her i butikken, så mærker vi også, at folk bestiller flere varer på nettet, hvor de så henter pakkerne her. De har jo tid til det nu. Vi bringer også varer ud, og det er alene steget med 30 procent. Vi er også virkeligt positivt overraskede over, hvor godt de ældre klarer hele situationen. Vi stiller varerne ved deres dør og ringer så på, hvorefter de venter med at åbne, til vi er kørt igen. Vi tror, at folk bakker ekstra meget op os som lille lokal købmandsforretning, nu hvor der er krise. Det er vi rigtig glade for.”
Søren og Marianne tjekker lige deres skridttællere, som i løbet af sådan en arbejdsdag nemt sniger sig op 16-18000 skridt. Marianne fortæller, at hun bliver nødt til at løbe stærkere end Søren, for han har brug for at hvile sig et par gange om dagen.
Søren kommer ind ad døren efter at have flyttet rundt med nogle planter udendørs. “Jeg fik en blodprop i oktober, og jeg har ikke rigtig kunne være på fuld tid siden. Jeg bliver simpelthen så træt i løbet af dagen. Det er jo nogle meget lange dage, vi har i øjeblikket.
Nogle gange er vi først hjemme henad kl. 21.30. Heldigvis kommer vores søn og datter og hjælper os, og det er virkelig en kæmpe hjælp.”
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer
Butikken har Danmarks dårligste kundeservice. Totalt arrogant købmandspar. Specielt hende. Læs anmeldelserne på Google.
Man tror man er med i skjult kamera når man skal hente pakker der. Har aldrig oplevet en butik, hvor man snakker så grimt til kunderne.