Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DMJX–historie nomineret til World Press Photo

Fotojournalist Heba Khamis’ historie ”Banned Beauty” var blandt de nominerede i den prestigefyldte fotokonkurrence World Press Photo, da navnene på de nominerede fotografer blev offentliggjort onsdag den 14. februar.

World Press

Heba Khamis

Mere end 73.000 fotografier var sendt ind til konkurrencen og ud af disse har en jury udvalgt 42 fotografer, hvis fotografier og historier er nomineret i konkurrencen. Hvem der vinder første, anden og tredje priser afsløres ved World Press Photo Festival den 13. og 14. april i Amsterdam.

Heba Khamis’ billedserie ”Banned Beauty”er nomineret i kategorien ”Contemporary Issues” og handler om fænomenet ”bryst strygning” i Cameroun. For at beskytte deres døtre mod overgreb og for tidlige ægteskaber, anvender mødre i Cameroun opvarmede sten eller lignende for at gøre deres døtres bryster mindre og derved gøre pigerne mindre attraktive.

Heba Khamis lavede den nærværende og kontroversielle historie i efteråret 2016 på DMJX, som hendes afsluttende diplomprojekt - en eksamensopgave, der modsvarer vores danske bacheloreksamen.

I hele 2016 studerede egyptiske Heba Khamis på DMJX på et scholarship - først på den internationale Photo I linje i foråret 2016 og derefter på Photo II, hvor hun lavede den prisvindende historie.

DMJX har en lang tradition for at optage scholarship studerende på vores to internationale fotolinjer. Vi har givet scholarship til studerende fra lande som for eksempel Nepal, Bangladesh, Kina, Indien, Kenya, Iran og Egypten. Formålet er at udvikle kritisk fotojournalistik i lande, hvor der ikke er samme tradition for at undervise i fotojournalistik samt anvende netop det medie til information og oplysning.

Heba Khamis’ studie på DMJX og ikke mindst hendes prisvindende historie har gjort hende til en international anerkendt fotojournalist. For eksempel blev hun i 2017 udvalgt til at være en del af Joop Swart Master class, hvor 12 talentfulde fotojournalister deltager. Og med den seneste nominering er hun den første egyptiske fotojournalist, der vinder en pris i World Press Photo (så vidt vi har kunnet researche os frem til).

”Banned Beauty” blev udstillet i Danmark på Copenhagen Photo Festival, hvor historien var blandet de ti udvalgte historier, der markerede Fotojournalistuddannelsens 25 års jubilæum.

 

 

Kommentarer