“Det er tydeligt, at der er sket noget med Årets Pressefotograf! MEGA fedt”

Af Joachim Adrian

De strømmer ud fra Dronningesalen. Flere hundrede tilhørere, der netop har overværet afsløringen af vinderfotografierne i Årets Pressefoto 2018. En konkurrence, der i år har fået både nye kategorier, nye betingelser og ny udstillingsform.

“Altså. Jeg plejer jo hvert år inden uddelingen at gætte på samtlige vinderfotos. Og jeg plejer at kunne gætte en del. Men i år blev jeg overrasket gang på gang. Og det er dejligt”. Det siger fotochef på Information Sigrid Nygaard, da jeg fanger hende midt i buffeten.

“Årets Pressefotograf. MEGA fedt. I år viser vinderserien, at man skal have en fotografisk stemme, men den er ikke bundet af de klassiske krav. Jeg har jo været fortaler for, at man skulle ruske op i disse krav. Dejlig at se, at det er sket”, slår hun fast.

På den anden side af buffeten fanger jeg Lærke Posselt. Hun er tilsyneladende ret enig med Sigrid:

“Det var dejligt i år at se en anden type kollektion vinde Årets Pressefotograf.  En kollektion, der nok havde haft det svært under de tidligere regler. I år har den jo ikke bredden. Der er f.eks ikke et klassisk sportsbillede og der er heller ikke et dramatisk udenlandsk billede. Til gengæld er der en stærk fotografisk stemme, som tør være sig selv, og som ikke prøver at leve op til de gamle rammer”.

Nede i udstillingen vandrer fotochef fra Berlingske, Søren Lorentzen, rundt. Jeg forholder ham begejstringen over at en ny type fotografi har vundet Årets Pressefotograf.

Han tykker lidt på svaret og kikker lunt på mig.

“Det er altså lidt pudsigt, når jeg står og kikker på kollektionen til Årets Pressefotograf. Jeg synes, den er lidt old-school. Billedet af kanonen. Det er sådan et billede, hr og fru Jensen ville sige, var et godt billede. Det er jo taget lige, når kanonen fyrer af. Men så er der heller ikke mere udover det. Altså det rette øjeblik. På den måde er det lidt old-school. Det har ikke flere lag. Til gengæld er billedet af hjorten helt enestående.”

Han fortsætter;

“Jeg synes, at bevægelsen er sket over tid. Det gør for mig ikke noget, at det ikke længere handler om bredden for at blive Årets Pressefotograf. Men det har det altså heller ikke altid gjort tidligere. Linda Kastrup har engang vundet med fem danske billeder. Og for 25 år siden kunne en fotograf som Henrik Saxgren blive Årets Pressefotograf på fem sort/hvide-billeder.

Ved siden af Søren Lorentzen dukker fotochef Thomas Borberg op.

“Styrken i den her konkurrence er, at det er forskellige øjne, der hvert år finder vinderne. På den måde skifter udstillingen udtryk hvert år. Og det er en styrke. Vi kommer aldrig til at blive helt enige, og det behøver vi heller ikke. Og hvor er det iøvrigt en fed ophængning. Det er jo blevet en rigtig udstilling”, slutter han.

Og det er Jacob Ehrbahn i den grad enig i. Jeg finder ham lige rundt om hjørnet i udstillingen.

“Jeg har jo hele tiden sagt, at vi skulle lave noget andet end en plancheudstilling. Vi skulle lave noget, der var værdigt til det her sted. Nu er det endelig sket. Og med engelske tekster endda.”

Jeg skåler med Jacob og skynder mig videre. Ovenover udstillingen ser jeg en fin gul hat. Og lige under den opdager jeg tidligere fotograf på Jyllands Posten Torben Stroyer. Hvad mon han synes om alt det nye?

Han er vred. Eller lidt vred hvertfald. Med et stort smil på læben siger han:

“Det er altså ikke rigtigt at gå ned på to nominerede. Så er det jo ikke muligt at få en fornemmelse over udvalget. Så kan man ikke sidde på stolerækkerne og selv finde sin favorit. Der skal være tre nominerede!”

Til gengæld er han dog ret vild med, at det jo så har givet plads til de løse billeder på udstillingen. Billeder der ikke tidligere har kunnet være plads til.

“Er det sådan, det hænger sammen?”, spørger han overrasket. “Nå okay”, slutter han.

Og så skåler vi.

Siden 1974 er fotopriserne blevet uddelt, og naturligvis har der været mange forandringer gennem tiden. I år er konkurrencebetingelserne for Årets Pressefotograf og for Årets Pressefoto blevet omskrevet. En ny kulturkategori og en ny åben klasse / longterm kategori er kommet til. Portræt kategorien er blevet udvidet til både en serie og en enkeltbillede kategori. Til gengæld er sport reportage blevet nedlagt, ligesom der ikke længere er tre nominerede i hver kategori, men blot to.

Tilbage hos Torben Stroyer tømmer jeg mit glas, mens Torben godt vil have mig til at skrive ned, at vi også skal se at få gjort noget nyt ved kataloget. Det er alt for kedeligt, lader han mig forstå. Jeg kikker mig omkring. Der er ikke så mange tilbage. Hva faen.

Hvor er folk henne?

Er der ginfest eller hvad?