Der er vist brug for en oplysningstid
Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, spurgte forleden i et indlæg, om Ritzau Scanpix har genindført stavnsbåndet.
Læs faglig kommentar: Har Ritzau Scanpix genindført Stavnsbåndet? fra Formand Lars Lindskov her...
Baggrunden for næsten-påstanden – som formanden dog ikke undlod spørgsmålstegnet ved – er, at det nye samlede billedbureau Ritzau Scanpix har udsendt en stringer-kontrakt til en række fotografer. Der er som sagt tale om stringere, ikke freelancere, og da forskellen har betydning, vil jeg lige ridse den op her:
Stringerne adskiller sig fra freelancere ved, at de selv henvender sig og beder os om at håndtere salg og rettigheder for deres fotos ved at lægge dem ind i vores arkiv. Langt de fleste gør det selv, og altså uden at vi har været inde over og valgt ud eller redigeret. Freelancerne hyrer vi derimod direkte til definerede opgaver. Vi beder dem om at udføre en opgave og aftaler pris og betingelser med dem.
Jeg kan godt blive lidt foruroliget over niveauet i forbundsformandens argumentation. Først og fremmest fordi den nævnte kontrakt slet ikke er ny. Dens eksistens går helt tilbage til dengang, da det var betydeligt bedre tider i branchen og er rent faktisk identisk med den gamle. Eneste årsag til at vi har udsendt den er, at vi har skiftet navn. Der er tale om en standardkontrakt, som i sit indhold svarer nøje til den, som også store internationale billedbureauer benytter sig af, og som sagt er den ikke ny. Kun navnet er forandret.
Helt skidt bliver det, når en standardkontrakt så skal sammenlignes med stavnsbåndet, der reelt var slavelignende tilstande. Undskyld, men hvor historieløst kan det blive?
Læs også: Lad forbundet se din kontrakt med Ritzau Scanpix før du skriver under...
Stringerkontrakten sikrer, at fotograferne efter eget ønske kan få deres fotos distribueret gennem Ritzau Scanpix. Vi tvinger ikke nogen til noget, og vi binder ikke nogen til noget. Til gengæld skal vi have en sikkerhed for, at fotograferne under optagelserne har overholdt loven. Igen er det hverken nyt eller usædvanligt – det er standard i branchen. Vi står jo ikke og overvåger hvert enkelt fotografs arbejde, og derfor er det stringernes opgave at sikre, at de arbejder lovligt, og at de har de nødvendige tilladelser. Det gælder for eksempel, hvis de angiver, at materialet må anvendes kommercielt, men ikke har sikret sig det nødvendige samtykke til det. Naturligvis er det den enkelte fotograf, som skal sikre, at han eller hun overholder loven.
Det er så banalt, at det kan undre, hvis formanden for pressefotograferne synes, at det er problematisk. Lige så banalt er det, at hvis fotografen holder sig inden for kontraktens rammer, så ligger ethvert ansvar i forbindelse med misbrug af fotos eller uhensigtsmæssig anvendelse hos brugeren – og ikke hos fotografen, som Lars Lindskov ellers skriver, at det gør. Det sikrer både dansk og international lovgivning gennem en sikring af de immaterielle rettigheder, herunder droit morale, og det burde Lars Lindskov vide.
Som nævnt er det en stringeraftale, hvor fotograferne selv lægger deres materiale ind i vores system. Det vil sige, at de har direkte adgang, og derfor skal vi have deres ord for, at materialet er lovligt og med korrekte informationer. Vi har ikke kun et ansvar over for vores kunder, fotografer og samarbejdspartnere, men vi har i høj grad i disse tider med fake news og uvederhæftige delinger af fotos på sociale medier også et samfundsansvar. Man skal kunne stole på os, og derfor skal vi kunne stole på, at vi får sandfærdigt og lovligt materiale. Som med alt andet i kontrakten er der tale om et gensidigt samarbejde. Vi ser ikke os selv som stringerfotografernes arbejdsgivere, men begge parter har glæde af at få eksponeret og videresolgt så meget fotomateriale som muligt. Begge parter har også glæde af, at Ritzau Scanpix er kendt for høj kvalitet og høj troværdighed. Begår Ritzau Scanpix fejl er det os derfor også magtpålæggende at rette op på disse, og gerne i samarbejde med både medier, fotografer og forbund.
Formanden bemærker sig også, at hvis et foto stjæles og anvendes uden tilladelse, så vil Ritzau Scanpix ”kun” kræve betaling for det, hvis det opdages. Øh, ja. Det gælder for alle lovovertrædelser, at sanktioner er afhængig af afsløring. Men igen har vi sammenfaldende interesser med fotograferne og derfor udnytter vi også teknologien til at holde et vågent øje med brug af billederne.
Så er det et kritikpunkt, at der i kontrakten står, at Ritzau Scanpix kan kræve en betaling, som ligger ud over standarden ved misbrug. Men igen tyder det på manglende forståelse for samarbejdet. Det er ikke elastik i metermål, som formanden påstår. Det er muligheden for at forhandle smidigt til fotografernes fordel, hvis en uberettiget publicering er sket ved en fejl, eller hvis der er tale om en vigtig kunde for fotografen. Hvis vi er kontraktligt forpligtet af at sende en stor regning, risikerer fotografen et tab, som overstiger erstatningen. Derfor har vi den bestemmelse.
Læs også: Scanpix direktør har en plan til at redde pressefotografiet...
I modsætning til, hvad formanden hævder, så bærer fotograferne i frontlinjen ikke noget urimeligt ansvar. De bærer – som de har gjort siden kontraktens første dage for længe siden og i lighed med andre bureauers kontrakter – alene ansvaret for at holde loven og give korrekte informationer. Det burde ikke være kontroversielt.
Og fordi kontrakten alene har skiftet navn, har vi ikke gjort brug af forbundet til indholdet. Det er som nævnt, som det plejer at være og som sådan må den jo have været forbi formandens skrivebord adskillige gange i årenes løb. Jeg vil meget gerne tale med Pressefotografforbundet, men der er ingen grund til at spilde vores fælles tid på banaliteter og rutinekontrakter, når vi har et mediemarked i vild udvikling. En udvikling som netop kræver at alle arbejder og kæmper enormt hårdt for ikke at blive koblet af.
Det nye og fælles Ritzau Scanpix har på kort tid markeret sig, og som vi forudså det er udviklingen også til fotografernes fordel. Nye aktører på markedet henvender sig med tiltag, der ligeledes kan blive til fotografernes fordel, men som er afhængigt af et stærkt og troværdigt billedbureau.
Vi modtager gerne kritik, og vi deltager gerne i debat og samarbejde. Men på et oplyst grundlag. Lars Lindskov taler om stavnsbåndet. Må jeg minde om, at det blev efterfulgt af oplysningstiden. Må den også indfinde sig hos formanden.
Kommentarer
Jeg mener at huske den Store Rorgænger (formanden) en gang har sagt at for mange fotografer var et læsekursus vigtigere end et skrivekursus.
Jeg forstår at ordet Stringer er omtale af amatørfotografer, hvorfor skriver du det så ikke
Kære Kris
Tak for svar – jeg tror næsten du kan sælge sand i Sahara, men jeg vil nu hellere have, at du sælger flere billeder til rimelige priser.
Oplysningstiden var trods alt helt frem til 1849 oplyst enevælde – bare sådan lige for at få historien på plads!
Jeg har bestemt forståelse for, at Ritzau Scanpix gerne vil have deres ”egne” fotografier og fotografierne ikke skal ligge flere steder, men jeg forstår ikke den tætte kontante formulering i kontrakten, at fotografen ikke må indgå aftaler med andre bureauer, hvis fotografen fx har et speciale, der ikke bliver varetaget af Ritzau Scanpix.
”Den del af Fotografens billedproduktion, som Fotografen ikke har i arkiv hos Ritzau Scanpix, kan Fotografen frit sælge reproduktionsretten til via udenlandske bureauer” – betyder det fotograferne ikke kan sælge deres billeder til et bogforlag eller et fagblad, fordi man har andre billeder liggende hos Ritzau Scanpix?
Da kontrakten også rækker bagud er fotograferne forpligtet for udnyttelse af billeder på vilkår de muligvis ikke har mærket som I i dag ønsker – det kan være et stort problem med hensyn til ansvaret. Jeg er i øvrigt helt enig i, at vi fotografer skal være lovlige og det er vi da heldigvis også, men vi er jo ikke altid herrer overfor anvendelse eller misbrug.
Jeg synes stadigt, at I er meget ydmyge overfor misbrug af billeder og Ritzau Scanpix´s kunder får som udgangspunkt en påtale ved misbrug og det synes jeg ganske enkelt er for billigt. Jeg er helt med på, at der kan ske fejl, men da bureauet har kommisionsvarer på hylderne må man også forvente øget omsorg og respekt for materialet.
Det eneste der åbenbart er rettet i denne kontrakt i forhold til tidligere er navnet og jeg skal så lige understrege, at jeg ikke tidligere har set den, så den har ikke været forbi mit skrivebord ”adskillige gange tidligere”. Jeg er helt enig i, at faget er inde i en vild udvikling. Derfor mener jeg også man skal tilpasse kontrakter og aftaler med henblik på det – og jeg føler ikke det er banaliteter at forholde mig til eller bruge tid på rimelige forhold for fotograferne.
i al fredsommelighed
Lars L