Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Den sommer Arles blev gammel og fortabte sig i anekdoter

Den frække fotofestival, der efterhånden har vundet danske fotografers hjerter, fejrer i år sit 50 års jubilæum. Ingen er ung for evigt - ej heller en fotofestival i Sydfrankrig.

Foto: Joachim Adrian

Foto: Joachim Adrian Fra udstillingen "Home sweet home".

Kommentar af Joachim Adrian

I begyndelsen var der Perpignan. Første gang jeg var der, husker jeg, hvor vildt det var som dansk fotojournalist, at opleve en hel by forvandle sig til at fotografisk mekka, med udstillinger overalt, fotografer på hver en lille café og de store midnatsscreeninger under åben sydfransk stjernehimmel. Fotografiets Cannes blev det kaldt.

Men så gik det hele med tiden hen og blev lidt trivielt. Kedeligt kurrateret udstillinger. Screenings med svingende kvalitet, og så dette konservative syn på fotografiet, hvor kun hardcore sort/hvid dokumentar rigtig slap igennem.

Så opdagede vi Arles. Kunstfotografi, dokumentar fotografi, konceptuelt fotografi. Who cares? Udstillingerne var vilde og eksperimenternde. Fotografiet var ungt og nyskabende.

Mødested

Flere og flere er vi taget hertil, og de legendariske nætter med stjernefotografer på café le poste i Perpignan er pludselig at finde på Place du Forum i Arles. 

Og i år er vi særligt mange danske fotografer. Og Norske for den sags skyld. Det er blevet mødestedet, det er her vi spørger. Hvad rører der sig i fotografiet?

Det første svar jeg møder er: ”Der er godt nok meget retrospektivt i år.”

Endeløse udstillinger, hvor kuratorerne har været langt nede i arkivet. 50-års jubilæet fylder meget.

Masser af støv. Funklende gamle skatte hist og her.

Som for eksempel tre Magnumkvinders syn på ..  kvinden. Et godt udvælgelseskriterie at vende tilbage til materialet med.

Af arkiv materiale blev jeg selv ret begejstret over udstillingen ”Home sweet home”. En rejse gennem fotografiets beskrivelse af ”det brittiske hjem” gennem tiden. Endnu engang bunker af arkivmateriale, men alligevel ret godt udstillet, i en lang række rum, der hele tiden skifter tempo i udstillingsformen. Gigantiske print, et hel rum med kontaktark, installationer af stuer, interiør ..  Og så pludselig to overraskende kæmpebilleder af et hjem, hvor alt er lyserødt.

Tom Wood eller 80'erne

Jeg trissede også ind og hørte Tom Wood fortælle om sin udstilling. Igen en retrospektiv udstilling, hvor han har fundet det bedste fra bagkataloget frem. Men egentligt ret fint og uprætensiøst gadefotografi. 

”Actually I have nothing to say to my pictures” starter han. 

Tjah, så kan det være jeg skal smutte, tænker jeg. 

”But they have something to say to me”.

Hurra. Måske det kan noget, at høre på de gamle.

Så var der også en udstilling med spansk fotografi fra 80’erne. Ikke at jeg helt egentlig forstår lige det koncept, men fotografiet var faktisk ret fedt. Farvemættet, overdrevet og påtrængende

Måske vi i virkeligheden bare skal fotografere som i 80’erne.

Det bedste?

”Jeg leder stadig efter den udstilling, der bare overrumpler mig. Sådan en plejer der at være, men jeg kan ikke finde den i år.”

Jeg er stødt ind i Lærke Posselt. Hun synes også, der er for meget bagudskuende, og alligevel er hun ret begejstret over netop at have læst i avisen, at repræsentationen af kvindelige fotografer i år fuldstændig har sprængt rammerne for, hvordan fordelingen normalt plejer at være.

Og selvfølgelig er der også nyt fotografi. Det er trods alt en kæmpe festival. Der er flere fede udstillinger kurateret efter nye unge talenter, der er et sprudlende og vildt bogmarked, og så er der også den store OFF festival. De unges modfestival til det officielle program. Her hænger der billeder af dildoer og hundelorte klistret flabet op på byens vægge.

Det er ret pudsigt at kikke på, når man nu står der i de snævre gader til sent ud på natten med en kølig øl i hånden og diskuterer fotografi med hvem som helst.

Og i netop disse sene timer har jeg lavet en lille udvidenskabelig undersøgelse, og vil efter at have loddet stemningen umiddelbart kårer ”The Anonymious Project”, som årets bedste udstilling. En udstilling der er skabt på tilfældige fund af familiebilleder fra USA i 70’erne. I en lummer bolig i Arles er de nu udstillet i gamle tv og køleskabe. Fra rum til rum vandrer du ind i disse anonyme liv fra glemte kasser. Langsomt oprulles minderne fra ukendte mennesker i 70’erne. Det er sådan set frækt lavet, men i årets mix tages vi endnu engang tilbage til gode gamle dage.

Så når vi i år spørger Arles; ”Hvad er det nye?”, er det som om den svare lidt træt: ”Kan I ikke bare gøre, som i plejede.”

Og jo. Det kan vi måske godt. Jeg smutter ned og får et glas rosé...

  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian
  • Foto: Joachim Adrian

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Morten Bo

man, 07/08/2019 - 07:17

Tak for åbne øjne og velsmurt tunge, dejligt at blive orienteret af en der har forstand på hvad han skriver om.
KH* Morten

Sofie Amalie Klougart

ons, 07/17/2019 - 19:46

Tak, fordi du på fineste vis sætter ord på, hvad der prægede dette års festival. En besynderlig melankoli over forandringen. Vi er blevet forkælede af denne fortsat utrolige festival.

mogens laier

tir, 07/30/2019 - 12:19

Meget fin anmeldelse Adrian.