DEBAT: ”Næ, jeg gider sgu ikke råbe! Jeg finder bare nogle sjovere legekammerater…”

Det er en gammel sang, at vi fotojournalister ikke er gode nok til at få hele ord-verdenen til at forstå, hvad vi kan. En sang, vi synger for os selv, hver gang vi ser en fotograffyring på et dagblad.

”Vi skal hver dag råbe højt og dele ud af vores mange kompetencer, så ingen journalister, redigerende eller mediechefer rundt omkring i Danmark kan være i tvivl om, hvad vi kan og vil.”

Det skriver Sigrid Nygård i et nyt debatindlæg på Journalisten.dk.

Jeg hylder bestemt, når der er nogen, der gør det. Altså råber.

Men jeg gider sgu ikke. At råbe for et døve øre. Jeg vil hellere tale med nogen, der lytter.

For det første køber jeg ikke præmissen. At en forandring af den redaktionelle dynamik, hvor fotografen fremover burde være en ligeværdig spiller ved redaktionsbordet. At ansvaret for den forandring ligger hos fotografen. Den køber jeg ikke. Det er en stor fed fornærmelse. Det er et spil for galleriet, der er tabt på forhånd.

For i det sekund redaktionsmødet er slut. Måske endda mens redaktionsmødet stadig er i gang, skal fotografen ud og løse en opgave for en anden journalist. På bestilling. Den dynamik skaber ikke en selvstændig fotograf på redaktionen. Det kan man ikke. Man kan ikke sidde på dubberne for nogle andre og samtidig være fuld af overskud og selvstændigt kørende med store egne projekter. Fotografen har i realiteten blot valget mellem at være mere eller mindre stresset. Men at lukke ned for fotobestillingerne er yderst sjældent en mulighed. Det er derfor en strukturel ændring, der skal til, og den ligger hos ledelsen. En ændring, vi har talt om i årevis, og som i en visuel tidsalder aldrig har været mere påtrængende end nu, men som ingen mediechefer på dagbladende tilsyneladende griber.

Og det, tænker jeg, er fordi. At dagbladende dybest set ikke er i udvikling. Men afvikling. Det er jo en dødskamp for fa’en. Alle prøver at få en plads i redningsflåden. Så er det ikke lige der, man udnævner nye kaptajner.

Men fordi avisskuden tager vand ind og måske er på vej ned, er det ligeså stærkt min holdning, at fotografiskibet banker ud mod horisonten. Alle mulige andre end dagbladene vil gerne have en fotostyrmand ombord. Det er der, slaget skal slås. Det er der, vi er fremtiden.

Fordi. Som Sigrid også skiver. Alle har i bund og grund brug for visuelle fortællinger. En fortælling har nu om dage ikke noget digitalt liv, hvis ikke den er visuel. Og det er faktisk ved at gå op for rigtig mange nye aktører.

De nye job dukker op hist og her. Senest har folketinget søgt en fotojournalist. Fagbladet metal har erstattet en journalistplads med en fotojournalist. Journalist-fagbladet i Norge har gjort det samme. Århus kommune har ansat en fotojournalist til at dække sundhedsområdet i en projektstilling. Det er nye stillinger, hvor de vil have det, vi lige netop kan. Hvad nu, hvis vi selv begyndte at råbe i den retning? Byde os til på det nye dansegulv. Lad os nedtone krudtet på de gamle travere af et par ordsoldater, der stadig sidder på det trykte papir og i stedet finde nye legekammerater.

De traditionelle medier er i dyb krise. Men det handler egentlig ikke så meget om vores fag. Fotojournalistikken og fotografiet. Det er sgu ikke i krise. Det buldre da derudaf. Åbn øjnene. Der er fotografi over det hele. Lad os indtage nye jagtmarker. Og om fem år kommer et par vingeskudte mediechefer såmænd nok også krybende tilbage.