Gå til hovedindhold
Bliv medlem

De fem kandidater til Årets Pressefoto 2023

ÅP 2023

Mikkel Berg Pedersen Dommerne på arbejde i Aarhus januar 2024.

2023 blev endnu et godt år for dansk pressefotografi, hvor stærke billeder konkurrerede om at blive Årets Pressefoto. Der kan som bekendt, kun kåres én vinder, men fotokonkurrencer er ikke en eksakt videnskab. De er derimod en mulighed for at inspirere til en dialog om fotografiets rolle i samfundet og om, hvilke kriterier vi hver især prioriterer højst. Samt ikke mindst en mulighed for at vise det bedste, de dygtige danske fotografer kan præstere gennem et år.

Derfor blev juryen igen i år bedt om at pege på de fem billeder, som de mener, er værdige kandidater til hovedprisen. På den måde får vi allerede nu muligheden for læse, hvad dommerne tænkte, for at gætte med på deres beslutning – og selvfølgelig for selv at vælge hvilket billede, vi hver især synes, burde vinde.

Det kan forhåbentlig åbne for nogle interessante diskussioner. De fem billeder er nemlig meget forskellige i tema og udtryk, men de berører vigtige emner som klimaforandringer, mediernes forhold til magten og hvordan vi ser os selv.

Hvem, der går med den officielle sejr, bliver først offentliggjort fredag den 1. marts i Den Sorte Diamant.

Se alle kandidaterne i alfabetisk rækkefølge herunder:

Asger Ladefoged

Asger Ladefoged Køge Bugt.

Asger Ladefoged, Berlingske: Dødvande
JURY: Historien om den døde havbund har ligget lige for næsen af os længe, og de fleste havde nok ikke troet, at den ville være visuel. Men netop det faktum, at det er et tomt, dødt billede, er præcis hele historien! Nu ved vi, at det er sådan her, det ser ud i de danske farvande. Nu kan vi rykke på problemstillingen, for det her forstår alle, fordi de kan se det med egne øjne.

---

Christian Falck Wolff

Christian Falck Wolff / DMJX / Politiken/Årets Pressefoto 2023 Langs minen har kampklædt politi forskanset sig for at sikre at ingen slipper igennem. De seneste uger har voldsomme sammenstød mellem aktivister og politi fundet sted på disse marker.

Christian Falck Wolff, DMJX / Politiken: Længe leve Lützerath
JURY: Vi har længe vidst, at klimaforandringerne er svære at fotografere. Men de er ikke længere noget, vi taler om, som kommer til at ske en dag – nu er de her! Og klimaet er reelt blevet en kampplads, især mellem generationerne, for det er de unge, der tager kampen. Dét kan man til gengæld fotografere, hvilket fotografen har gjort med et billede i mange lag.

---

Emil Nicolai Helms

Emil Nicolai Helms Jonas Vingegaard hyldes på københavns rådhus efter sin sejr i årets Tour De France. »Suset fra Limfjorden« vandt overbevisende sin anden titel i træk i det prestigefyldte cykelløb og kunne lade sig hylde foran titusindvis af danskere på Rådhuspladsen i København.

Emil Nicolai Helms, Freelance: Alles øjne på Jonas
JURY: Her har vi virkelig en dansk nyhed, med tryk på dansk. Det er et visuelt stærkt billede med flere lag, og vi kan virkelig genkende os selv i den situation. For det viser meget om vores danske folkefærd, om hvordan vi opfører os, når noget fra eller hos os rækker ud og lander på den store verdensscene.

---

Mads Nissen

Mads Nissen Oversvømmelser ved Roneklint nær Præstø. Stormfloden ramte det sydlige Danmark og nordlige Tyskland den 20-21. oktober 2023.

Mads Nissen, Politiken: Stormflod
JURY: Det er nok den danske nyhed, vi har hørt mest om i 2023, for det blev det vådeste år, som nogensinde er målt i Danmark. På grund af overblikket, forstår man omfanget af katastrofen meget hurtigt. Det er lige før, man ser fiskene svømme i haven. Det er usentimentalt, det er registrerende – det er dokumentation.

---

Nikolai Linares

Nikolai Linares Ved et bord står flere danske chefredaktører og Zelenskyj tager sig god til til at besvare deres spørgsmål.

Nikolai Linares, Freelance: Zelenskyj i presselogen
JURY: Vi ser de vigtigste pressepinger i Danmark samlet om et bord, og de vil alle have et stykke af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, fordi han er en heltefigur. Der er en stærk intensitet i deres blikke, og de ser ud til at være lige ved at dåne over at være så tæt på ham. Magtforholdet mellem pressen og præsidenten træder på den måde tydeligt frem.

---

Kommentarer