CPH:DOX - Under Havet
Fotojournalisten Nanna Kreutzmann er portrætteret i en ny sanselig dokumentarfilm ’UNDER HAVET’ med verdenspremiere på CPH:DOX d. 23. marts kl. 19:15 i Cinemateket.
New Tales og TV 2 præsenterer 'UNDER HAVET', en original og sanselig (undervands)dokumentar instrueret af den prisvindende instruktør Jannik Splidsboel.
UNDER HAVET er et portræt af den århusianske fotograf og fridykker Nanna Kreutzmann, som efter at have dokumenteret katastrofer og konflikter verden over, kæmper med at genfinde sin indre ro. Gennem flotte og æstetiske undervandsbilleder, oplever vi hvordan havet omfavner og lindrer.
Se trailer her: https://vimeo.com/688326574
Som tidligere krigsfotograf har Nanna Kreutzmann dokumenteret katastrofer og konflikter, indtil hun en dag ikke kunne mere. Kameraet føltes, som om det vejede hundrede kilo.
De mange års billeder af krige, tsunamier, jordskælv og blodige revolutioner for diverse nyhedsmedier var blevet for meget. Da Kreutzmann blev fridykker og undervandsfotograf, fandt hun en verden, der kunne give hende ro, langt fra den upålidelige verden på landjorden.
‘Under havet’ er et inspirerende portræt af en usædvanlig kvindes indre liv, rigt på smukke optagelser fra den verden under vandet, hvor hun har fundet et helle og et nyt fællesskab.
Om Nanna Kreutzmann
Nanna Kreutzmann er prisvindende dansk freelance fotojournalist, dokumentarfotograf og undervandsfotograf. Hun har base i Aarhus, men har længe levet en nomadetilværelse. Nanna skyder sine undervandsbilleder som fridykker, altså på ét åndedrag, kun med den ilt, der er indåndet i overfladen.
Oprindeligt uddannede Nanna sig som fotojournalist ved Danmarks Journalisthøjskole og arbejder stadig som sådan på opgaver og personlige langsigtede projekter. I disse år arbejder hun som rejsefotograf og har med tiden tilføjet undervandsområdet til sit fotografi – baseret på en dyb fascination af havet og en stor bekymring for vores miljø.
Fakta om CPH:DOX 2022
CPH:DOX løber i år fra 23. marts til 3. april 2022 med filmvisninger og events rundt omkring i København. Sideløbende byder CPH:DOX på filmvisninger i en række byer rundt omkring i Danmark. Fra d. 1-10. april vil publikum desuden kunne opleve film på CPH:DOX’ streaming platform, hvor et kurateret udvalg af årets film bliver vist.
Kommentarer