Corona & Danskerne: Familie på fire fra Odense

”Vi er lige kommet hjem fra en 5 ½ måneds lang rejse jorden rundt sammen med børnene. Vi skulle have afsluttet i Singapore med fem ekstra dage, men vi valgte at skynde os hjem. Vi har følelsen af, at vi lige præcis nåede at få rumpen med ind over grænsen, inden alting forandrede sig og lukkede ned.

Det er mærkeligt lige nu at kigge på kommentarsporet i vores beskeder fra vores rejse. Her kan vi se, at da vi var i Australien i januar/februar at vores venner og familie begynder at skrive om Covid19 i Kina, og de advarer os og spørger om vi er ok. De skriver fordi vi er tæt på det, men ikke fordi de tror, det har noget med Danmark at gøre, og de er endnu i lykkelig uvidenhed om, at det vil ramme globalt.

Vi beslutter at det er tid at komme hjem, til et sundhedssystem der fungerer.

Oprindeligt var vi rejst afsted med lysten til et halvt år sammen som familie uden regler, faste spisetider, faste sovetider og en masse frihed.

Det har været fedt og den sidste tid, begyndte vi faktisk at glæde os til at komme hjem til en hverdag med struktur igen.

I stedet lander vi til det her, hvor vi begge er sendt hjem fra arbejde og begge piger hjemme fra daginstitution og skole. Det gik hurtigt op for os, at vi ville få pip, hvis vi ikke selv begyndte at lave noget struktur i vores nye hverdag herhjemme i huset. Derfor har vi lavet et skema over hvordan vores dag skal se ud. Inspireret af andre, vi har set på nettet. På den måde, kan vi hver få nogle timer for os selv hver dag, til en løbetur eller hvad vi nu har lyst til. Pigerne kan også begynde at mærke, at hver dag har sine faste punkter”.

Julie siger: ” Jeg er ikke bange for at blive syg, men jeg bryder mig ikke om mistroen, der pludselig er os mennesker imellem. På den sidste del af rejsen, har vi måtte lære pigerne, at de ikke bare måtte hilse og røre andre børn med high-fives eller krammere. Det var jo lidt svært for dem at forstå. Da vi så kom hjem, var vi vildt trætte efter at have rejst gennem 11 tidszoner, og jet-laggen udmattede os i flere dage. Jeg følte mange omkring os troede, at vi måske var syge.

Jeg syntes det vil være en stor omkostning, hvis det bliver plantet i mine piger, at vi skal holde os fra hinanden, og de kan mærke mistroen.

Derfor blev jeg bare så glad, da vores nabo gav pigerne en ordentlig krammmer, den morgen vi kom hjem for snart 10 dage siden.”

Læs andre historier:

https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne