Corona & Danskerne: Et fælles fotografisk projekt for alle PF´s medlemmer
Det er fotojournalist Heidi Lundsgaard har fået en rigtig god idé, og forklarer her om projektet
Vi fotografer er placeret over hele Danmark rent geografisk, og har derfor en helt unik mulighed for at dokumentere fotojournalistisk, hvad der sker for den almindelige dansker lige nu midt i Covid19-epidemien.
Det er et stykke danmarkshistorie, som vi kan være med til at fortælle med vores billeder.
Lige nu er alle danskere berørt af situationen. De fleste er hjemme og rimeligt isolerede i deres hjem. Folk holder afstand og gaderne er øde.
Konceptet er, at vi i vores nærområder, finder en variation af personer der gerne vil deltage i vores projekt. Vi fotograferer folk foran deres hoveddør, i deres have, foran stakittet, ude på vejen eller noget andet der lige præcis viser deres situation lige nu og her. Enten er ungerne hjemme og hele familien er på billedet, eller også er nogle der ikke, fordi de stadig skal arbejde…måske som sundhedspersonale. Det kan også være det er et ældre ægtepar, der måske er nervøse for hele situationen og deres børn køber ind til dem. Indkøbsposer på fortrappen. Det kan også være nogle der er helt alene og derfor føler sig endnu mere isolerede. Det kan være nogle, der har fået gode ideer som kan vises på billeder.
Der burde være et uendeligt valg af muligheder.
Til sammen vil det kunne vise danskerne i en helt unik og meget mærkelig tid, som vil gå over i historiebøgerne, fordi vi får det dokumenteret.
Hvis vi hver især laver mellem 3-5 historier. Konceptet er at billederne skal fotograferes med en tele, for på den måde at vise at der er en afstand mellem mennesker fysisk. Der er ingen lyssætning, for at holde det autentisk.
Vi forsøger at lave højde og bredde, så der er noget at arbejde med senere.
Tanken er at vi her har en særlig god mulighed for at lave noget sammen i Pressefotografforbundet. Noget som både er meningsfyldt og kreativt. Samtidigt får vi vist alle andre, at vi findes som fag, og vi har noget særligt godt at byde ind med: Det gode billede til den rigtige historie.
Det kunne være positivt for os som gruppe, at lave et stort fælles projekt.
Pressefotografforbundet er tovholder på det. Hver dag bringes historierne på hjemmesiden, FB og Instagram.
Et godt billede eller højst to, og så personens egen korte fortælling, som et nedslag i deres her og nu situation.
Her vil andre medier og folk der ser vores opslag, som vi selvfølgelig deler med ”vores følgere/venner” og på den måde kan vi være heldige, at det bliver delt videre. Vi får gjort opmærksomme på os selv på en virkelig god måde.
Når støvet så har lagt sig, kan vi se hvilket materiale vi har fået samlet sammen i projektet. Måske er der til en bog eller en udstilling. Det vil igen gavne os alle sammen og få sat et fokus på os som branche…vi laver gode billeder, vi laver fortællinger og vi er der, når der sker noget vigtigt.
De mennesker vi fotograferer, skal vi selvfølgelig være sikre på vil deltage på denne præmis.
Netop fordi vi er mange, ville det her kunne lade sig gøre, selv om nogle af os bliver syge undervejs. Vi bliver nemlig ikke syge samtidigt.
Send dine fotos og historier til
webmaster@pressefotografforbundet.dk
Læs den første historie Corona & Danskerne: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/nyhed/corona-danskerne-familie-paa-fire-fra-odense
Kommentarer
Super god idé Heidi har fået
Historierne er lige ude for eller inden for døren
Jeg glæder mig til at komme igang
God ide, men drop det med telen og lad afstanden være minimum, 2 meter
Forbundet kunne fx åbne for kassen, og betale for indholdet, nu hvor gratisarbejde bør udføres af dem som har råd til det?
Siden forrige tirsdag har ingen mennesker været hjemme hos familien Feilskov, der bor i på Røsnæs ved Kalundborg.
Svigermoren har dog vinket gennem vinduet en enkelt gang, fortæller Kathrine Feilskov, der er mor til to sønner, der begge er i risikogruppen for at blive alvorligt syge, hvis de smittes med det nye corona-virus.