Corona-blues
Corona & Danskerne: Kæresteparret Janus Wraae og Josephine Hultberg Loop har valgt at flytte midlertidigt fra deres lejlighed i Århus og hjem til Josephines mor, der bor i et stort gammelt hus i skoven ved Præstø. Der skal stadigvæk studeres, men der er nye aftenrutiner, når solnedgangen og fuglefløjt lokker.
Hanne Loop
Janus Wraae Rytter og Josephine Hultberg Loop bor normalt i Aarhus, og går på Aarhus HF og VUC, hvor de netop nu skal afslutte deres kreative treårige HF. Men der bliver som forventet ingen eksamener, ingen gallafest, ingen normal afslutning.
Skolegang og eksamener er afløst af virtuel undervisning. Deres lejlighed i midtbyen er afløst af et stort, gammelt hus ude i en skov, hvor Josephines mor bor. Så her foregår resten af skoleåret i Coronafri zone til fuglenes symfoni fra ældgamle, majestætiske trækroner. Det er næsten muligt i denne boble af natur og forårets frodighed at glemme alvoren og bekymringen, selvom den hele tiden er der.
Dagene er fyldt med timer online og opgaver, der skal danne grundlag for en afgangskarakter, nu eksamenerne er aflyst. Dagen slutter med en aftenrutine: Solnedgang i den gamle Kastanjeallé på Bellevuevej. En smuk dag er slut, og i morgen er der atter en dag. Det skal nok gå det hele…
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer