Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Bruger Dansk Journalistforbund studenter til gratis arbejde?

På fagfestivalen i november, vil en redaktion på 20 studerende fra DMJX, lave nyheder og reportager til både website og forskellige sociale medier. Medieplatformene stiller DJ til rådighed og det stiller det naturlige spørgsmål: -får DJ lavet journalistisk kommunikation fra fagfestivalen, i stedet for at hyre egne freelance medlemmer ind til opgaven.

Af Flemming Hansen

Jobopslag på Facebook
Et Facebook opslag cirkulerer i øjeblikket rundt mellem DMJX studerende, hvoraf det fremgår at to personer fra DMJX, har fået til opgave af DJ, at danne en redaktion, der skal rapportere fra den kommende fagfestival i november.

Det er et regulært stillingsopslag målrettet forskellige studerende på DMJX, herunder søges der efter to fotojournalister. Der tilbydes gratis adgang til fagfestivalen og der lokkes med madding som "Du får en unik adgang til oplægsholdere fra toppen og bredden af den danske medieverden og en stribe udenlandske ”topnavne”.

tekst

Jobopslaget her optræder på en lukket Facebookside med mere en 300 medlemmer.

Hårdt arbejde
Samtidig gøres det dog klart, at der skal arbejdes hårdt, for I opslaget skrives "Du skal regne med at arbejde i redaktionen det meste af festivalen, men vi tilrettelægger så vidt muligt arbejdsplanen, så der også bliver pauser for den enkelte."

Kun for kvalificerede ansøgere
Der stilles også en række krav til ansøgernes kvalifikationer og ud over ord som engagement, stærk i og skarp til bruges ordet erfaring hele 5 gange. Stillingsopslaget tyder på et rigtigt job, men betalingen er begrænset til gratis adgang til fagfestivalen, overnatning og forplejning.

En skoleopgave
Men ifølge Jan Dyberg fra DMJX, er der slet ikke tale om et job, men en skoleopgave, som man kan melde sig til/ansøge om at være en del af. " Det er os der har henvendt os til DJ med ideen og det er tredje gang vi gør det. Hvis vi ikke var på fagfestivalen, tror jeg ikke det vi laver, vil blive lavet overhovedet" siger Jan Dyberg.

Kommunikationschef irriteret over jobopslag
Den udlægning bekræfter Troels Johannesen, kommunikationschef i DJ, der har lavet aftalen med DMJX. "Både journalisten og DJs kommunikationsafdeling er til stede og laver deres egen dækning af festivalen" siger han, men virker lettere irriteret over at DMJX har lavet et decideret stillingsopslag med formuleringer, der kan få folk til at tro at der er urent trav. Han præciserer at det har hele tiden været vigtigt, at DJ ikke skulle kunne beskyldes, for at bruge de studerende som gratis arbejdskraft. Troels Johannesen har ikke tidligere set det som et problem, at de studerende har brugt Fagfestivalens web som platform for at udgive deres historier. Men hvis det betyder, at folk tror at de studerende arbejder for DJ, så er han villig til at tage det op igen.

Gråzone mellem arbejde og skoleopgaver
Det bliver mere og mere udbredt at studerende påtager sig opgaver i gråzoner mellem undervisning og rigtigt arbejde, ofte uden eller med ringe betaling. DJ skal ikke kunne mistænkes for at bruge gratis arbejdskraft til at promovere sit flagskib Fagfestivalen, så derfor må der være vandtætte skodder mellem DJ og DMJX. De studerende skal selvfølgelig være velkommen til at have et undervisningsforløb på fagfestivalen, men må udgive på egne eller skolens platforme. Ligeledes bør der ikke være noget økonomisk mellemværende, da det kan antyde en slags betaling for deres tilstedeværelse.

Kommentarer