Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Brix uenig med Stjerneklar

Knap 100 deltagere på Fagfestivalens anden dag overværede sidste års dommer i Årets Pressefoto, Nicolai Brix, og fotograf Jørn Stjerneklar diskutere etik og TV – hvor går grænserne?

Foto: Johnny Frederiksen

Johnny Frederiksen


Debatten udsprang af at der ved sidste års Årets Pressefoto i video/web kategorierne blev diskvalificeret 3 produktioner: ’Rape on Demand’ af Anthon Unger, ’SUBSPACE’ af Andreas Haubjerg Andersen og Louise Herrche Serup, samt ’Efterveer af et drab’ af Jørn Stjerneklar.

Nicolai Brix indledte med at fortælle om baggrunden for diskvalifikationen af de tre film. "De er alle flotte produktioner, men alle tre film har efter dommernes opfattelse brugt børn i en sammenhæng, de finder uetisk. Børn, der overværer afstraffelse af deres mor, ved at hun er indespærret i et hundebur i stuen (’SUBSPACE’). Asiatiske børn, der står udstillet som om de kunne være brugt i sexovergrebsfilm, bestilt via internettet (’Rape on Demand’). Og Jørn Stjerneklars film om en 13-årig pige, der fortæller til kameraet, at hendes mor har myrdet pigens far. Nu sidder moderen i fængsel i Afrika og står til at arve over 5 mio kroner fra faderen.

Herefter tog Jørn Stjerneklar over og var lodret uenig i betragtningerne. "Jeg kan ikke se problemet i at snakke med en 13-årig" og fortsætter: "Motivation til at fortælle historien er at få lavet loven om, så man ikke kan slå et menneske ihjel og derefter arve alle millionerne. Alle familie medlemmerne (læs: børnene) er ofre og der er ingen der vil høre på dem". De enkelte diskvalificerede TV-produktioner blev herefter gennem analyseret, imens debatten fortsatte under stor spørgelyst fra de fremmødte PF medlemmer og journalister, der var samlet i kælderlokalet under Koncerthuset i Odense.

Debatten var styret af PF-formand Lars Lindskov og den varede en time, men de to debatører var lige så uenige til slut som da de startede. 

Kommentarer