Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Bliv mere effektiv med en enkel metode

Har du svært ved at holde fokus, få ting færdig til tiden eller sidder du tit med bunker af arbejde der bare bliver større og større? Så skal du måske kigge efter en tomat.

tomater

Angelina Owino

Et par råd til metoden:

Skriv ned hvad du præcis vil arbejde med i din/dine pomodoro, så du holder fokus. 

I løbet af en pomodoro kan der dukke masser af tanker op, om alt det man også skal nå: Ringe til forsikringen, købe en fødselsdagsgave etc.

Hav et papir liggende, hvor du skriver alle de ting ned, når de dukker op. Det er sikkert vigtige ting, du skal huske. Men vent med at arbejde på dem, til du er færdig med det, du har besluttet din pomodoro skal bruges til.

Hold pausen frem for bare at fortsætte med en ny pomodoro. Pernille Garde Abildgaard fortalte, at undersøgelser viser at man er mere effektiv, når man får holdt pauser. 

Slå notifikationer om mails, messenger beskeder m.m fra, så de ikke distraherer.

Læg telefonen væk.

Der findes forskellige apps til metoden f.eks Flat Tomato

Det kan være svært tøjle overspringshandlinger og rent faktisk være effektivt, især når man er selvstændig og ikke har en chef, som ånder en i nakken.

Jeg har for nylig været på efteruddannelse, hvor effektivitet var på dagsorden. Vi blev undervist i pomodoro metoden, også kaldt tomat-teknikken. Teknikken sætter fokus på at øge effektiviteten ved at følge enkelte regler. 

Teknikken blev opfundet af italieneren Francesco Cirillo i slutningen i 80’erne. Ved hjælp at den italienske svar på et æggeur: Et ur formet som en tomat, deles tiden op. Tomat på italiensk er Pomodoro, deraf navnet.

Konkret fungere det på den måde, at man sætter sit ur til 25 minutter. I den tid arbejder man koncentreret med en bestemt opgave f.eks Photoshop. Derefter har man 5 minutters pause.

Efter nogle omgange, tager man så en længere pause. I den tid man arbejder, koncentrerer man sig om den arbejdsopgave, man har besluttet at arbejde med i de 25 minutter. Man tjekker ikke mails, er på Facebook eller andre overspringshandlinger.

Udover at øge effektiviteten, så kan metoden også hjælpe til, at man bliver opmærksom på, hvor lang tid man bruger på en opgave og hvor lang tid man ønsker at bruge på en opgave. Der er f.eks afsat 2 pomodori til at skrive denne artikel. 

Pernille Garde Abildgaard, som underviste i metoden fortalte, at hun selv har udvidet tiden til at være 45 minutters pomodoro og så 15 minutters pause, da det fungere bedre for hende. Efter at have afprøvet metoden i nogle dage, har jeg fundet ud af at 25 minutter også er for kort tid for mig.

Jeg når lige at fordybe mig i en opgave, inden tiden er gået. Så 45 minutter og så 15 minutters pause passer mig bedre. Det har vist sig at være et brugbart værktøj i min freelance værktøjskasse.

Uden konstante afbrydelser fra f.eks Messenger, bliver jeg mere effektiv. Selvom metoden er let, har det ikke været så ligetil at tøjle min nysgerrighed og ikke lige se, om der er dukket nogle spændende mails op. Der er stadig rum til forbedring.

Kommentarer