Arles er en ballademager

Jeg plejer at tage til Perpignan. Og jeg plejer at elske det. En uges bombardement af fotojournalistik. Udstillinger. Talks. Og så de magiske screenings med byens ruiner som kulisse og den sydfranske nattehimmel som tæppe. Rammerne er sat.

Og alligevel er jeg tit gået lidt sulten hjem. For hvad var så egentlig inspirationen? Hvor var de nye tanker? Diskussionerne om fotografi endte ofte i en kritik af festivallen. For ensformigt. For snævert billedsyn. Udstillingerne røvsygt kurrateret med små prints i glasramme. Alle samme størrelse. Og så de der ”magiske” screenings. Der til tider også bare kunne være meget lange.

Så i år lyttede jeg til de unge fotografer, der efterhånden er begyndt at stikke til Arles i stedet. Og her er jeg. Rammerne er sådan set stort set de samme. En idyllisk sydfransk by, der oversvømmes af fotografi. Kirker, klostre, ruiner. Alt bliver til fotoudstillinger. Du ser fotografer på hvert et gadehjørne, med en eller anden udgave af Leica hængende over skulderen. Et tætpakket program af talks og workshops. Og screenings under sommerhimlen i hjertet af byen i det gamle amfiteater.

Men fotografiet de så putter i rammerne. For dælen da. Det laver ballade. Og går lige i kødet på dig. Udstillingerne er knivskart kurrateret og skabt til de forskellige rum. Som norske Jonas Bendixens udstilling ”The last testament”. Her er der prints fra gulv til loft, der passer som fod i hose i de rum de befolker. Her træder man ind i en fotoudstilling, hvor udstillingsformen udnyttes til fulde. Hans gakkede historie om syv forskellige mennesker, der alle mener de er Jesu genopstandelse. Historierne udfoldes i hver deres karnap i kirken på byens torv. Hver karnap. Hver Jesus. Hver sin oplevelse. Prints så store at man selv står lige der på marken og lytter til en drag-Jesus f.eks. Og midt i det hele rejser Jonas Bendixen sig så selv op. Stiller sig på en plastikstol. Under kirkens kuppel. I 30 graders hed fugtig varme. Og fortæller.

Læs også Lars Lindskovs artikel: Fotofestival i Arles.

Eller screeningen tirsdag aften. Hvor computeren først går i sort. For så at komme til live med en vilddreng af en kunstner Trevor Paglen, der ender med at forføre hele amfiteateret med hans absolut røvkedelige og alligevel helt vildt forunderlige billeder af internetkabler, man ikke kan se.

Og punktummet bliver ligesom sat, da himlen under den fuldstændig patos overdrevne kavalkade af aktuelle billeder fra Tyrkiet pludselig åbner sig med lyn og torden.

Der er udklædte hunde og der er Robert Frank. Der er fotografier klistret op med tapetklister på byens murer. Og så var der vist nok også en bus, der kørte til Nimes for at besøge Wolfgang Tilmanns. Ugen er kun halvt i gang. Men det her er inspiration. I alle mulige retninger. Noget er godt. Noget er skrækkeligt. Men mest af alt er der højt til loftet. Og så er der selvfølgelig også Rosé på byens torv og heftige diskussioner til langt ud på natten. Jeg nød at se Lærke Posselt, Kent Klich og Mads Nissen klokken tre om natten hidse sig mere og mere op i en eller anden diskussion, jeg aldrig helt fangede. Men som handlede om lige præcis det, vi er her for. Fotografiet.