Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Anton og Mindelunden

Corona & Danskerne: Klokken 20.36 den 4. maj 2020 var det 75 år siden befrielsesbudskabet lød i radioen: Danmark var nu ikke længere besat af de tyske nazister.Det er hvert år lige siden, blevet markeret med en ceremoni i Mindelunden i København. For Anton Nielsen er det en meget vigtig dag.

Foto: Marianne Leth

Marianne Leth

I den seneste tid, mens Corona har lukket landet ned, har Anton Nielsen fhv. formand for Horserød-Stutthof foreningen isoleret sig hjemme. Anton er i risikogruppen og passer sammen med sin kone Inger Nielsen godt på sig selv. 

Anton Nielsen er søn af modstandsmanden og kommunisten Martin Nielsen. Så Anton har haft kampen mod nazismen tæt inde på livet.

På trods af Corona-pandemien vil han ikke undvære den specielle begivenhed den 4. maj 2020 “75 året for Danmarks befrielse” i Mindelunden i Ryvangen. 

Anton Nielsen fortæller, ”Det er altid meget højtideligt at være i Mindelunden, og vi har taget hele tre fanebærer med, Per Aabel med Frihedsfanen, samt Kim Carlshøj Lykkegaard med KZ-Stutthof fanen, og da jeg er medlem af Kommunistisk Parti, så denne fane er også med i år båret af Helene Sørensen. Vi går rundt til de kommunister, som ligger begravet her og har mindetavler i Mindelunden.” 

Stutthof var den første koncentrationslejr som det tyske nazistyre opførte i 1939 uden for Tyskland ved landsbyen Sztutowo (tysk: Stutthof) 34 kilometer fra Gdańsk. Stutthof blev brugt til jøder, slavearbejdere fra Polen, kriminelle, politiske fanger, homoseksuelle og Jehovas Vidner. 150 danskere blev deporteret til Stutthof i oktober 1943. I Stutthof blev fangerne myrdet i gaskamre med dødelige injektioner eller ved skud. De blev også sultet og slået til døde eller tvunget til at stå uden tøj på ude i vinterkulden. Først den 9. maj 1945 blev Stutthoff befriet af sovjetiske soldater.

Ialt døde 22 danske kommunister i koncentrationslejren Stutthof, enten i lejren eller på "dødsmarchen". Det var i krigens sidste dage, hvor fangerne blev sendt ud på en march mod en anden lejr. Efterfølgende døde flere fra maj-sep i 1945 som følgerne af opholdet i Stutthof, og i de følgende år begik flere selvmord, måske pga. PTSD - som dengang ikke var en anerkendt sygdom. 

Anton Nielsen har gjort det til hans livsgerning at videreføre hans fars kamp for oplysning og retfærdighed. “Min far Martin Nielsen var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og blev under krigen arresteret på sin bopæl under aktionen mod kommunisterne den 22. juni 1941. Min far blev sat i Vestre Fængsel og derefter Horserødlejren, og i oktober 1943 blev han overført til KZ-lejren Stutthof.”

Blandt de som blev arresteret dengang i juni 1941, var der flere kendte personligheder: Hans Scherfig (maler og forfatter), Hans Kirk (forfatter), Martin Andersen Nexø (forfatter).
“Jeg er stolt af min far Martin Nielsen og hans præstationer. Efter hans hjemkomst via Moskva og Sverige den 30. maj 1945 genindtrådte han i Folketinget, hvor han sad indtil 1950,” fortæller Anton Nielsen. 

Martin Nielsen var fra i 1953 medredaktør og i perioden 1955-60 ansvarshavende redaktør for Land og Folk. Han beskrev sine oplevelser under krigen i de tre bøger, "Rapport fra Stutthof" (1947), "Undervejs mod livet" (1948), der omhandler dødsmarchen bort fra Stutthoff og "Fængselsdage og Fangenætter" (1949). 

Uddrag fra Martin Nielsen i bogen: “Rapport fra Stutthof”, Ankomst og modtagelse i Stutthof den 5. oktober 1943: “Vi blev stillet op mellem to lave barakker. En meget tynd og høj SS-mand skreg: “Er der jøder blandt jer?” Med et ryk trak han Vejle ud af geleddet og skreg ind i ansigtet på ham: “Du er jøde, din hund”. Vejle benægtede meget kraftigt og mærkelig nok, skete der ham ikke noget. Lederen af koncentrationslejrens indre anliggender hauptsturnnführer Meyer kaldte nu en tysktalende blandt os frem som tolk. “Hvad tror du, det er for en skorsten?” “Det ved jeg ikke. Måske et vaskeri”, svarede vores kammerat. “Et vaskeri, ha, ha”. Meyer og de øvrige SS ´er vred sig af grin. “Nej", skreg Meyer så - “Nej! Det er et krematorium, og fra denne lejr findes kun en udgang, og det er gennem krematoriets skorsten…”

“Tænker altid på min fars oplevelser, når jeg går rundt her mellem gravene. Jeg syntes, at det er et fint arrangement her i Mindelunden. Men det er rigtig trist, at de mange arrangementer omkring 75. året er aflyst pga. Coronakrisen. De fleste organisationer har udskudt fejringen, men de vil blive afholdt alligevel bare ikke på de rette datoer. Så jeg vil glæde mig til at deltage i Horserød-Stutthof foreningen "75. året for befrielsen" fest lørdag den 29. august.” (datoen hvor samarbejdsregeringen brød sammen i 1943.)

Den 7. maj fylder Anton Nielsen 82 år og i disse Coronatider, bliver det til en rolig fødselsdag med børn, kone og allernærmeste venner.
Anton Nielsen slogan: “Man kan slå en drømmer ihjel men ikke drømmen, den lever videre fra generation til generation.”
 

Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne

Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).

Kommentarer