Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Anno horribilis

Der er ikke noget der glæder mig mere end at skulle vinke farvel til 2020. Hvilket vanvittigt år!

Foto: Robert Wengler

Robert Wengler

Vi nåede lige akkurat at få krammet og danset og skålet for storslået dansk fotojournalistik, for vindere og nominerede til Årets Pressefoto 2019 inden verden lukkede og Covid-19 blev en uhyggelig realitet for os alle. 

I disse dage uploader mange PF-medlemmer materiale fra året der er gået til Årets Pressefoto. Vi i bestyrelsen havde glædet os til dommerdagene i starten af januar 2021 og havde fået alt tilrettelagt sådan, at vi på trods af pandemien stadig kunne gennemføre dagene. Det stigende smittetryk landet over ville det anderledes og bestyrelsen traf i sidste uge beslutningen om at skubbe dommerdagene til et (endnu ukendt) tidspunkt, hvor det igen er forsvarligt at mødes.

Covid-19 har været udfordrende for os alle. Regeringens hjælpepakker har været kærkomne i en tid, hvor mange jobs blev skubbet eller helt aflyst. Senest er der igen her i december åbnet for en ny ansøgerrunde. Tak for det!

Det er svært at forestille sig, at året der kommer bliver lige så udfordrende som det vi vinker farvel til lige om lidt. For bestyrelsens vedkommende venter en stor opgave med at få styret Årets Pressefoto sikkert i havn under ændrede forhold, forberede PF-konference, tænke tanker om fremtidens PF og lægge sidste hånd på arbejdet med PhotoFinder appén. Ja, så er der også efteruddannelse, økonomi, nye ideer og gamle vaner der skal tages hånd om. Det bliver alletiders.

Forhåbentligt kan vi alle ses på nogenlunde normal vis snart igen, smide det mundbind der kontant får glasset til at dugge enten på brillen eller kameraet og ikke mindst igen fejre dansk fotojournalistik i verdensklasse

I ønskes en glædelig jul og et GODT nyt år fra Pressefotografforbundets bestyrelse.

-Formand Sisse Stroyer-

Kommentarer