Amerikansk stjernefotograf: Pitch din historie grundigt

Det begyndte som et ønske om at lære spansk, men det ændrede hele Kirsten Luces karriere, at hun flyttede fra New York og bosatte sig i en mexicansk by.

“Jeg fik et andet perspektiv på samfundet ved at bo tæt på den amerikansk-mexicanske grænse. Og jeg mærkede, hvordan det var at være en minoritet, en ‘gringa’, fortalte hun som PF-Konferencens sidste indslag i et tætpakket program.

Det, at hun lærte spansk, og at hun lærte grænselandet at kende, gav hende en afgørende forskel, da hun som freelancer skulle begynde at sælge sine historier om begivenhederne langs grænsen mellem USA og Mexico, om overfyldte modtagecentre, om de såkaldte ‘stash houses’, hvor illegale immigranter holdes indespærret og udnyttes af kyniske menneskesmuglere, om grænsepatruljernes arbejde.

Historierne fra grænsen har hun i flere omgange fået offentliggjort i aviser som New York Times, og siden gav det hende en fordel at kunne spansk, da hun tog til Sydamerika for at dokumentere de lidelser, som vilde dyr udsættes for på turiststeder, hvor blandt andet aber og dovendyr mishandles, sultes og holdes indespærret, så turisterne kan blive fotograferet med dem eller tage Instagramvenlige selfies i eksotiske omgivelser.

Netop det at have særlig viden skal man understrege, når man som freelancer vil pitche sin historie til en billedredaktør, sagde Kirsten Luce, der efter at have vist fotos fra sit arbejde gav sine råd videre om, hvordan man får mulighed for at lave de historier, man brænder for.

“Demonstrer din personlige viden og erfaring med området. Fortæl, hvis du kan få adgang til steder eller personer, der ellers er utilgængelige. Og fortæl dem, hvorfor de lige præcis skal sende dig i stedet for en af de faste fotografer,” lød hendes første råd, efterfulgt af at pitchet nok skal være grundigt, men heller ikke må blive så specifikt, at det er let for redaktøren at stjæle ideen.

“Nogle redaktører har en samvittighed. Andre ikke,” konstaterede hun tørt.

Redaktører skal føle sig kloge

Næste råd var at gøre pitchet visuelt appellerende og fortælle, hvilket visuelt potentiale historien har. Som hun sagde: Hvis billedredaktøren ikke er interesseret, kommer historien ikke videre. Så hvad gør det til en god billedhistorie?

“Og husk, at billedredaktøren skal sælge din historie videre til ordfolket. Det sker lettest, hvis du gør billedredaktøren i stand til at føle sig klog og velinformeret, så sørg for, at de har let ved at formidle historien ved at gøre den klar og koncis. Og link til lige præcis det af dit arbejde, som du ønsker, at de skal se i stedet for bare at komme med en bred henvisning til en hjemmeside,” sagde Kirsten Luce.

Hendes eget første pitch fylder typisk en halv side, hvor hun først beskriver, hvad historien er, derefter vedhæfter fotos fra sin serie – eller udfolder hvad hun vil fotografere – og til sidst skriver kort, hvad der kvalificerer hende særligt til at lave historien, for eksempel indgående lokalkendskab eller tidligere erfaringer med samme type historie.

Opsummeret skal pitchet
• være præcist og overskueligt – hvad er historien, og hvordan skal den udfoldes visuelt?

• forklare, hvordan historien passer ind i det større nyhedsbillede eller samfundsdebatten

• få billedredaktøren til at føle sig klog og velinformeret

• aldrig tage forhåndsviden hos billedredaktøren for givet. Forklar og oplys. Mennesker elsker at føle sig kloge og hader at føle sig dumme.

Pitch nummer 2

Hvis billedredaktøren er interesseret, sender Kirsten Luce et langt grundigere pitch, som har mere karakter af en synops med baggrundsinformation, kort og eventuelt et udvalg af fotos med deres captions, hvis det er en serie, som allerede er lavet.

Igen er pointen, at billedredaktøren skal være velinformeret, og forarbejdet sparer også frustrationer senere i forløbet, sagde hun.

“I må hellere lave et godt pitch end at bruge tid på at mødes personligt. De kan alligevel ikke huske, hvad I talte om bagefter,” sagde Kirsten Luce.

Undgå klassikere og fluepapir

Som freelancer er der ingen grund til at bruge tid på historier, som igen og igen dukker op i nyhederne. Der er heller ikke grund til at fortælle de historier, som alle andre fortæller – med mindre man kan gøre det på en helt nye måde, sagde Kirsten Luce.

I stedet skal man vælge historier, som man selv synes er interessant og er i stand til at fortælle – også uden et kæmpe budget – og som man kan forklare relevansen og nyhedsværdien af.

Og man skal gøre sit forarbejde og tjekke, at det medie, man foreslår en historie, ikke har lavet noget lignende inden for de seneste par år eller fem. Man skal også huske at fortælle, hvorfor lige denne historie skal fortælles i billeder og ikke i ord.

“Og så kan man med fordel gøre de større historier til et projekt, som man så at sige kan dele ind i kapitler og vende tilbage til løbende,” sagde Kirsten Luce.

Få den rigtige betaling

Kirsten Luce advarede mod nogensinde at sælge sin copyright, hvis man selv har fået ideen. Og hun fortalte, at hun er skeptisk over for fotokonkurrencer og stipendier, hvor man afgiver en stor del af kontrollen over sin egen historie og udbredelsen af den, fordi der ofte er betingelser med, som man bør sige nej til eller i hvert fald spørge kolleger, man stoler på, til råds om.

“Og kræv betaling for dine udgifter. I det mindste vil udgiverne så forstå, hvad prisen er. Som en redaktør sagde til mig: ‘Når en freelancer accepterer mit første tilbud, ryster jeg på hovedet.’ Spørg også, hvad dine kolleger får i betaling. Det er i vores alles interesse, at vi ikke sætter prisen for lavt, og man kan godt være diplomatisk, men bestemt,” sagde hun.

Selv om man laver et solidt pitch, er der ingen garanti for, at man får ja til opgaven. Men billedredaktørerne kan godt huske de gode og gennemarbejdede forslag.

“Så bliv ved. Det kan godt være, at redaktørerne belønner dig for det. Der er masser af dygtige fotografer derude. Der er meget færre, der får gode ideer. Du skal tænke som en journalist og være en fotograf med gode ideer.”