Aller Media opruster på video
Pr. 1. februar samler Aller Media ugebladsfotograferne i en ny fælles foto- og videoredaktion. Målet er at strømline arbejdsprocesser, styrke samarbejde og frigøre ressourcer til øget videoproduktion.
Som en del af strategien Vækst og bedre liv har man i Aller Media fokus på at styrke og udvikle indhold ved bl.a. at strømline arbejdsprocesser og skabe optimale rammer for sparring og samarbejde på tværs af virksomheden. Derfor samler Aller Media den 1. februar ugebladenes fotografer i én samlet afdeling, Aller Foto & Video. Det er 3 afdelinger, der nu samles i en og omfatter 11 fotografer, hvilket er samme antal som i dag.
- Noget af det stærkeste indhold, vi har i ugebladene, er vores billeder, og vi har længe været gode til video også. Nu skal vi blive endnu bedre og producere endnu flere levende billeder. Så den nye enhed er en oprustning, hvor vi samler vores kompetencer og sikrer endnu stærkere faglig sparring på tværs af fotograferne, siger Anette Kokholm, udgiverdirektør i Aller Media, og fortsætter:
- Sammenlægningen giver os mulighed for at fastholde vores unikke indhold for hvert af vores brands samtidig med, at vi kan drage nytte af hinanden og arbejde mere fleksibelt i andre sammenhænge, siger hun.
Jesper Sunesen, cheffotograf og chef for Aller Content Supply, bliver leder for Aller Foto & Video, der med sammenlægningen har et klart fokus på, at man til de enkelte brands fortsat skaber unikt og brandunderstøttende indhold, der sikrer det individuelle brands værdier og DNA.
- Vores formål er at udnytte de kompetencer og ressourcer, vi har på tværs i huset, både for at sikre det gode billede og øge den daglige videoproduktion. Det vil det nye, stærke faglige fællesskab bidrage til og samtidig give os det bedste udgangspunkt for at omsætte de mange nye muligheder, vi får med den nye enhed, siger Jesper Sunesen.
Kommentarer
Har man så vinker farvel til alle de freelancer man bruger?