Årets Nyhedsbillede, Danmark 2017
Taget af Stine Tidsvilde, tidligere studerende på Ekstra Bladet.
16-årig dræbt af skud: “Jeg hørte godt nogle skud, men jeg var for træt til at rejse mig og se, hvad der skete. Så ringede min veninde og sagde, at der var en masse politi ude foran min opgang. Jeg gik ud på altanen og kiggede ned. Der var blod. Jeg kunne genkende ham på hans tøj. Det er min søn det der”, fortæller Nevrije Abdija og tager sig til hjertet.
Den 16. oktober omkring klokken 21 blev 16-årige Servet Abdija skudt og dræbt på klos hold af seks skud foran sin bopæl på Nørrebro.
Juryen: Dette vinderbillede er faktisk ikke et, man har lyst til at tage særlig ofte som fotograf. Det går tæt på, og hændelsen er tragisk. Men det skal tages, fordi det er vigtigt. Moderens sorg er universel, og fotografiet får os til at forstå konsekvensen af, at unge mennesker bliver skudt på gaden i Danmark – det går også ud over familierne. Selvom der indfinder sig en hverdagstilstand hos os, hvor vi ikke længere er chokerede, når det sker, så står alvoren helt klar her: Det, der overgår Abijas mor, kan ske for alle. Vi er ikke i Palæstina eller Syrien, men i København, og den store skræmmende og konfliktfulde verden er rykket ind i vores egen baggård. Billedet har en fin nyhedsæstetik, og teksten bidrager godt til, at man forstår situationens baggrund.
Som vinder af Årets Nyhedsbillede, Danmark har Stine Tidsvilde modtaget Berlingskes pris.
I denne kategori var Miriam Dalsgaard, nomineret med serien ”Kvinder i sørgedemonstration ved Mjølnerparken”, og Mads Claus Rasmussen, med billedet ”UC3 Nautilus”.
Denne artikel indeholder fotografens billedtekst, redigeret af Flemming Sørensen, Irene Greves kommentarer fra juryen og er bearbejdet af Flemming Hansen og Johnny Frederiksen. Se alle billederne og meget mere tekst på årets udstilling og i det tilhørende katalog.
Kommentarer