Årets “Long Term Project”
Vinder er fotojournaliststuderende Nanna Navntoft fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Lars Horn
Nanna Navntoft
ÅP Årets Long Term Project
Dato: 06.03.20
Foto: Lars Horn / Baghuset
“Jeg er glad for at uddele i lige præcis den her kategori. Det er en ny kategori. Og det er en kategori, jeg synes vi har manglet”, starter prisuddeler Mads Greve fra DMJX.
“Et længerevarende fotografisk projekt kan noget specielt. Tyngde og dybde er det der præger fotojournalistikken. Det er især her, at fotojournalistikken har sin berettigelse. Det tager faktisk lang tid at lave et ordentligt projekt”. “Vinderen her har lige præcis et projekt med tyngde og dybde”.
“Jeg er så glad for, at det her har vundet. Det er nogle helt fantastiske mennesker, der har valgt at stille op, og fortælle om noget så sårbart”, takker Nanna fra scenen.
Juryens begrundelse
Juryen mente, at det kræver et helt særligt menneske at lave et projekt som Nanna Navntofts, der vinder i år. Man skal virkelig selv ønske at forstå disse menneskers situation og derefter formå at formidle det på en måde, der løfter vores forståelse. Projektet er ikke bare en række portrætter af nogle mennesker, men også et portræt af en lidelse, der skildres både poetisk og præcist i de meget meningsbærende detaljer. Detaljerne er rørende fotograferet og bibringer et meget konkret lag, der gør os klogere på, hvordan det er at leve med denne sygdom. Billederne er teknisk godt lavet, der er hverken lagt et filter ned over dem eller en givet tolkning, man får bare lov til at være der med dem, samtidig med at billederne nærmest lyser. I nogle af portrætterne er der ligefrem en tidløshed, som giver referencer til en malertradition, hvor man isolerer et menneske fra omgivelserne og levendegør det gennem form og udtryk.
Denne kategori har ikke en anden pris, alligevel ville dommerne gerne benytte muligheden til alligevel også at fremhæve Mathias Svolds long term project om ”Rold Skov.
Kommentarer