Årets Lange Indslag, tv/web 2017
Optaget af Jacob Ehrbahn, Politiken.
Farlig rejse: En morgen på havet ud for Libyens kyst er to motorbåde fra det tyske NGO- redningsskib 'Sea-Watch 2' sat af sted i hver sin retning mod to overfyldte flygtningebåde. Men så sker det. Den ene motorbåd – med Politikens fotograf om bord – får et nødopkald fra kollegerne på det andet redningsfartøj, og alvoren er ikke til at misforstå: En gummibåd med 120 flygtninge er pludselig punkteret. Folk falder og springer i vandet. Og da mand- skabet fra Sea-Watch forsøger at hjælpe dem, kommer de til at tage så mange mennesker om bord på redningsbåden, at den også er i fare for at gå ned midt ude på havet.
Juryen: Der er intet feinschmeckeri over denne film, som ikke vinder på sin visuelle skønhed, men fordi den er fuldstændigt uafviselig. Det er umuligt at se Farlig Rejse uden at blive berørt. Den rammer lige i maven, og Jacob Ehrbahn formår at genvække vores interesse for en efter- hånden ‘gammel’ nyhedshistorie. Det skyldes ikke mindst, at han bruger sig selv som vidne og fremstår som en fortæller, der stadig er i chok. Derfor er der to historier i filmen: Flygtningenes og fotografens. På denne måde kommer filmen til at handle både om mennesket foran og bag kameraet, uden at han på noget tidspunkt fylder for meget. Han er i stedet hele vejen tro mod historien og mod materialet og taler i nutid, så man føler, at man selv er til stede. Dette er den rå og usminkede virkelighed fortalt på en baggrund af krøllet molton og med fedtede briller.
I denne kategori er Kasper Løftgaard nomineret med indslaget ”Hawkins”. Morten Lau-Nielsen og Anne Bæk er nomineret med indslaget ”Brevet”.
Denne artikel indeholder fotografens billedtekst, redigeret af Flemming Sørensen, Irene Greves kommentarer fra juryen og er bearbejdet af Flemming Hansen og Johnny Frederiksen. Se alle indslagene på udstillingen.
Kommentarer