ÅP: Hvid røg hos dommerne - konkurrencen er nu afgjort
Efter en eftermiddag fuld af diskussioner er still-dommerne nu nået i mål og hele konkurrencen på ÅP er derfor færdig bedømt.
Der var først på eftermiddagen stor uenighed men still-dommerne nåede alligevel i hus omkring kl.19.30.
Den sidste kategori der blev lukket var selve kategorien Årets Pressefoto.
En lettelse bredte sig blandt dommerpanelet og det var nogle trætte dommere der tog imod et glas champagne fra formanden, inden turen gik hjemad.
"Det har været fedt at være med. Det er jo med en stor ærefrygt at man går ind til sådan en opgave," siger Niels Alhmann Olesen. "Vi er klar over det ansvar vi har, at der er kollegaer som har arbejdet rigtigt hårdt. Det skal respekteres og det har vi alle gjort. Det var også derfor vi tog os god tid til at lade tingene hvile og udvikle sig. Der er blevet lyttet til alle i dommerpanelet og vi har allesammen været ligeværdige i vores meninger."
Hvis der skal nævnes noget overraskende vil det være Nyhed Udland, som Niels Alhmann Olesen beskriver som en lille kategori i år.
Og det smitter af i de andre kategorier.
Reportage indland imponerede alle
Med sig hjem over sundet tager svenske Åsa Sjöström en masse positive oplevelser med hjem: "Jeg har set et højt niveau på de prisvindende billeder og det gør mig glad. Det var cool at få et indblik i de danske fotojournalisters arbejde. Især vil jeg påpege at der har været mange gode indlands reportager. Svenske fotojournalister rejser ofte ud og gør det godt, men vi graver ikke så meget derhjemme. Det kan vi lære lidt af."
Jacob Erhbahn følger trop: "Det var så positivt at se så stærke reportager fra Danmark. Det handlende om den gode overraskende historie og de havde alle noget at berette. Der er jo masser gode fotojournalister i danmark der har noget på hjerte, og det fik vi at se."
Vi ses 3. marts
Over et glas champagne lander tanken på næste led i konkurrence: Åbningen. "Jeg tror virkelig at det bliver en fed udstilling i år," siger Morten Stricker og ser fremad med glæde: "Det bliver jo helt fantastisk at se alt materialet side om side. Samt at se vinderne modtage deres priser."
Fredag d. 3. marts bliver udstillingen åbnet og starter med prisoverrækkelse i den sorte diamant kl. 13:00.
Kommentarer
Jeg er citeret for at jeg synes reportage udland. Det er ikke korrekt. Jeg mente det var NYHED - udland jeg havde ønsket mig mere af.
Vh Niels