Gå til hovedindhold
Bliv medlem

ÅP Dommer: Enten et spændende og tydeligt visuelt greb eller en virkelig vigtig historie

Sara Galbiati er dommer i fotokategorien i Årets Pressefoto 2023.

Sara

Sara Galbiati

Navn: Sara Galbiati

Stilling: Selvstændig fotograf og deltidsansat hos forlaget Gyldendal

Kort om dig selv:
Jeg har været selvstændig fotograf i 13 år og i snart 2 år arbejdet deltid som fotograf hos forlaget Gyldendal ved siden af egen virksomhed. Jeg har udgivet to fotobøger sammen med Peter Helles Eriksen og Tobias Selnæs Markussen “Phenomena” og “The Merge”, hvor vi har udfordret grænserne for hvad dokumentarfotografi kan og skal ved at fotograferer og dokumenterer emner, der ikke har nogen entydig sandhed. Phenomena skildrede UFO miljøet i USA og The Merge kiggede på, om den verden vi lever i, i virkeligheden er en computer simulation? Vi er lige startet på vores trejde projekt, der handler om miraklerne i den katolske kirke.

Hvad var den første tanke der gik gennem hovedet på dig, da du blev spurgt om du ville være dommer til Årets Pressefoto?
Jeg tænkte, at det var en fantastisk mulig til at få lov til at se, hvad der rører sig i dansk fotojournalistik i 2023, og så tænkte jeg også - endelig:) Nu har jeg som så mange andre gået og kloget mig på konkurrencen på sidelinjen, og både været meget begejstret og nogle gange skuffet. Nu får jeg chancen for at give min mening til kende, og jeg tror, at det både bliver sjovt og udfordrende. Det er helt sikkert meget sværere, end jeg lige regner med, men jeg glæder mig til at diskuterer og tale om billederne sammen med de to andre dommere, og fortsætte diskussionerne til efterfesten med dem, der er uenige i vores valg ;)

Hvad drømmer du om at se ved Årets Pressefoto?
Jeg håber der er en masse eksperimenterende, personlige fotografi, der viser nye sider af dokumentarisme, som udfordrer, provokerer og rykker fotografiet, men håber også, at der er stærke reportager, hvor der er investeret tid og engagement i at fortælle en vigtig historie.

Jeg håber, at så mange som muligt vælger at sende ind i år, både fastansatte, selvstændige og studerende. Jeg har ikke selv sendt ind til konkurrencen i de sidste mange år, da jeg ligesom mange andre freelancere har følt, at konkurrencen var låst i en klassisk form, som vi ikke passede ind. Dette håber jeg på at kunne ændre, men det kommer selvfølgelig an på, hvad der bliver sendt ind.

Hvad er det vigtigste for dig, når du skal finde en vinder i Årets Pressefoto?
Det ved jeg helt sikkert først, når jeg har set de samlede bidrag. Så ved jeg, hvad der skilte sig ud i mængden, hvad der gjorde størst indtryk på os, og hvad der derfor skal præmieres med titlen Årets Pressefoto 2023.

Hvad skal der til for at du synes, at en historie er godt fortalt?
Enten et spændende og tydeligt visuelt greb eller en virkelig vigtig historie som er fortalt indlevende og på en måde der rør mig eller gør mig klogere.

Hvad vil kunne overraske dig?
Det vil overraske mig, hvis jeg ikke bliver overrasket, hvis der ikke er et eller flere projekter, som viser os nye måder at fortælle og skildre vores både smukke og brutale verden. Så lad os håbe, at vi bliver både overrasket, rørt og begejstret på dansk fotojournalistik 2023

 

Kommentarer