ÅP 2018 - Statistik
2545 billeder og 53 tv/web-produktioner er indsendt til Årets Pressefoto og fotograf Vagn-Ebbe Kier har kigget på Exif data i billederne.
2545 billeder og 53 tv/web-produktioner
Med EXIF-data fra de indsendte billeder til konkurrencen Årets Pressefoto kan vi danne os et meget præcist billede af danske fotografers vaner for 2018. Kun 413 af billederne indeholder ikke brugbare EXIF-data, og det skyldes formentlig, at der er tale om sletning ved eksport, og at nogle billeder kun har delvis EXIF-data.
Nikon er repræsenteret med flest billeder
Fotografernes foretrukne kameramærke sidste år var Nikon, efter Canons mangeårige forspring. For ÅP 2018 er det fortsat Nikon, der har taget 931 af billederne med forskellige kameratyper som D4, D850 til Nikon1 AW1.
Canon er i alt repræsenteret med 751 billeder på flere kameratyper fra Canon Eos 5D MkIV/III til Canon EOS 5D.
Canon er den fortrukne kameramodel
Den foretrukne kameramodel er - måske i forhold til at der er taget flest billeder med et Nikonkamera - Canons Eos 5D MkIV, der står for 300 uploadede billedfiler efter Nikon D5, som har leveret 243 billeder.
Lidt interessant er det, at Nikons kamera 800, 810 og 850, normalt med lav ISO, med et fornemt dynamikområde, som egentlig er beregnet for studiofotografi, er repræsenteret i toppen lige efter Canons Eos 5D MkIV og Nikon D5 med samlet 287 billeder.
De nye spejlløse Canon EOS R og Nikon Z7 er ikke repræsenteret i år, selv om de kom på markedet i efteråret, men næste år skal de også nok være med.
Sony er repræsenteret med 169 billeder. Heraf er de 77 taget med Sony a7R III.
Leica er repræsenteret med 101 billeder, flest taget med Leica Q, og Leica M, heraf 2 billeder taget med Leicas spejlrefleks SL.
Ellers er fordelingen: Fuji med 122 billeder, Olympus 18 og Ricoh med 2 uploadede billeder.
Fotos på film genopstår
Der er en øget interesse for den organiske charme ved at fotografere på film, hvilket også er tydeligt i dette års ÅP med 43 skannede billeder.
Dronen er blevet pressefotografens vigtige nye værktøj, som i år er reprænteret med 40 billeder, hvor det sidste år var med 5 stk. DJI-billeder. I år også taget med Hasselblads DJI Mavic 2Pro.
11 billeder er taget med mobiltelefon, iPhone 8 eller Huawei.
Software
Photoshop er stadig det mest anvendte program til billedbehandling, hvoraf 1.919 billeder var afsluttet gennem Photoshop version CS5 til CC. Adobe Photoshops Camara Raw afsluttede 193 billeder, direkte leveret som jpg.Adobe Lightroom var brugt til 147 indleverede billeder, og danske PhaseOnes Capture One til 176 billeder. FotoWare/FotoStation var brugt til 43 af de indsendte billeder. 17 filer var fra et andet program eller direkte fra kameraet. 1.811 kom fra billeder via en Mac og 103 en Windowscomputer.
Objektiv
Der er stadig fordomme om at pressefotografer render rund med en gevaldig ”paparazzi-tele” eller ekstrem vidvinkel. Årets ÅP-deltagere bruger stadig at fotografere med en 24-70 mm zoom indstillet på 35 mm, herefter følger en fast 35 mm F:1.4 og på trediepladsen en 70-200 F:2.8 - det samme igennem de sidste 10 år.
Blænde
541 billeder er taget på blænde 2.8 og 245 på blænde 4.0. Nyt er det, at der en pæn stigning i billeder taget med lysstærke F:1.4-objektiver, hvoraf 326 billeder er taget på en F mellem 0.9-2.5.
Flash
Lige som sidste år er der på præcist kun 10 % af billederne anvendt flash.
ISO
Kameraets ISO-følsomhed er blevet stærkt forøget gennem de sidste 5 år, men alligvel
er 400 ISO, som jo har holdt sig siden Kodak lancerede sin TRI-X 400ASA-film i starten af 60´erne, den mest brugte med 275 billeder. Men den lavere 100 ISO er med 209 billeder på 2’en pladsen! Er årsagen de ny lysstærke objektiver? Men 635 billeder er optaget på en ISO fra 1600 op til ISO 25.600. Hvilket er rekord.
Kommentarer