Åndehul langt under overfladen
PF-KONFERENCEN 2019: For Nanna Kreutzmann er havet blevet en ven. Et sted hvor hun kan mærke sig selv, sin krop og sin forbindelse til verden. Mandag viste hun på PF-Konferencen den mystiske verden, som de færreste af os sanser, men som vi alle er forbundet til, og som spiller en stadig større rolle i hendes liv.
OPDATERET:
Hvor lang tid kan du holde vejret? Læn dig godt tilbage. Luk øjnene. Læg en hånd på din mave og en hånd på din brystkasse. Træk så vejret dybt ind. Mærk efter – hvor trækker du det ind, i maven eller brystkassen? Træk det helt ned i maven først og så først brystkassen … hold det. Og så … pust ud. Stille og roligt.
Nanna Kreutzmann er en spinkel og også sårbar skikkelse i auditoriet foran hendes store billeder af det uudgrundelige blå dyb, som vi knapt erkender og endnu mindre forstår. Åndedrætsøvelsen har en pointe. Til sidst bliver vi udfordret på, hvor længe vi kan holde vejret. Nogle giver op efter 45 sekunder. De mest vedholdende bliver ved et minut længere.
“Det er sådan, jeg arbejder. Når jeg tager mine fotos under vandet, bruger jeg min erfaring og træning som fridykker. Når jeg er i bedst form, har jeg to minutter, før jeg skal op og hente luft igen,” siger Nanna Kreutzmann, som tidligere var elitesvømmer og blev hevet med til sin første fridykkerkonkurrence af en bror.
MR: Tryghed i at kende sine grænser
Umiddelbart kan det virke unødigt besværligt at tage undervandsfotos på den måde. Hvorfor ikke med dykkerudstyr? Men faktisk giver det Nanna Kreutzmann en frihed, som dykkere med ilt ikke har. Hun kan klare op til 50-100 dyk på en dag ned til 10-20 meter med det tunge kamera, og hun er mobil på en helt anden måde, end hun ville være med dykkergrej.
Uden kamera har hun været nede på 41 meter. Det er langt fra rekorden for fridykkere – den er 131 meter – men det er dybt nok til, at hun kender sine grænser og muligheder. Særligt fordi hun holder sig i form med yoga, styrketræning og konditionstræning.
“Det er et miljø, vi som mennesker ikke hører til i. Der mangler ilt, der er mange ubekendte, man er alene i verden, og man mærker presset fra vandmasserne, når man går dybere ned,” siger Nanna Kreutzmann.
Men der er også en tryghed. Man dykker ikke bare ned i vandet, men ind i sig selv, tømmer sin krop (også helt bogstaveligt – en refleks gør, at man tisser i sin våddragt, fortæller Nanna Kreutzmann til grin fra tilhørerne) og tømmer sine bekymringer.
“Det kan virke paradoksalt, men i havet kender jeg mine grænser. Jeg ved, at det kan blive ubehageligt at være længe nede, men jeg bestemmer selv, om jeg vil. Havet har en helende effekt. Det er her, vi kommer fra, og vi har stadig havpattedyrenes dykkerefleks,” siger Nanna Kreutzmann.
MR: Helende hav
Den helende effekt har en særlig betydning for hende. Som pressefotograf har hun været udsat for flere begivenheder, og i nogle minutter på scenen må hun afbryde sig selv, da hun taler om sine oplevelser på Tahrir-pladsen i Kairo, hvor demonstrationerne mod daværende præsident Mubarak blev mere og mere voldelige og til sidst også blev vendt mod de kvinder, som var til stede på pladsen. Nanna Kreutzmann var en af dem. Hun blev ikke voldtaget, men det gjorde en kvinde tæt på hende, og angsten sidder i hende endnu og kommer op til overfladen og gør det svært for hende at tale.
Efterhånden bliver stemmen stærkere igen. Hun fortæller, hvordan hvad der begyndte som en fascination af fridykning er blevet til en fascination af havet og den skønhed, hun ser i det, og den forbundethed, hun mærker.
“Jeg er vild med de underlige skabninger, som lever der,” siger hun og tilføjer, at hun er en sansende fotograf, ikke en teknisk. Hun forsøger ikke at styre processen, og hun bruger ikke kunstigt lys. Hun er til stede og håber, at resultatet bliver godt. Hun får flere gange salen til at bryde ud i latter, når hun fortæller om alt det, hun ikke er god til, mens fotos fra fridykning i Egypten, havlevende stammer i Malaysia, havfolk i Skandinavien og isdykkere i Finland kaster deres blålige skær over tilhørerne.
“Det er en skøn, ukontrollabel proces. Jeg kan ikke bestemme, hvordan lyset falder, hvordan sigtbarheden er – meget er op til tilfældigheder,” siger hun.
MR: En delfin i Svendborg
Langt de fleste fotos er smukke, men så dukker billeder af plastik og affald op. Døende koralrev. Cykelvrag og rustne indkøbsvogne på bunden af Københavns Havn.
“Som fridykkere er vi nogle af de første til at se forandringerne,” siger hun.
“Vi ser plastikposer. Vi ser blegede koralrev, vi ser fiskestimerne, som bliver mindre. Og jeg har indset, at alle have er det samme hav. En plasticpose smidt i havet i Singapore, kan ende et andet sted. Vi er forbundet.”
Sidste foto er fra Danmark og taget dagen før.
“Jeg fik at vide, at der var en delfin i Svendborgsund. Jeg har rejst over store dele af verden, men jeg har aldrig været helt tæt på en delfin, og nu var der en lige i nærheden.”
På storskærmen bag hende dukker en delfin op. Den ser ud, som om den griner, sådan som delfiner nu engang gør. Nanna Kreutzmanns smil matcher. Det var et magisk møde.
Opdateret den 20/11-2019:
Citat er rettet fra:
Det er et miljø, vi som mennesker ikke hører til i. Der mangler ilt, der er mange ubekendte, man er alene i verden, og man mærker presset fra vandmasserne, når man går dybere ned. Og der kan komme noget svømmende forbi, som synes, det ville være en god idé at jage én,” siger Nanna Kreutzmann.
til:
Skal vi lige have fjernet sidste sætning, så der bare står: Det er et miljø, vi som mennesker ikke hører til i. Der mangler ilt, der er mange ubekendte, man er alene i verden, og man mærker presset fra vandmasserne, når man går dybere ned,” siger Nanna Kreutzmann.
Kommentarer