Gå til hovedindhold
Dansk Journalistforbund
Medier & kommunikation
Bliv medlem Menu

Jubilæumsbogen

Imponerende! Sådan sammenfatter Per Lindström, professor i fotojournalistik, sin vurdering af bogen 'Vidnerne - Historien' om dansk pressefotografi i 100 år, der udkommer i dag. Læs hans anmeldelse her:

Boganmeldelse: Vidnerne - Historien. Dansk Pressefotografi i 100 år.
 

'Vidnerne - Historien', som er udgivet af Forlaget Ajour, kan sammenfattes i ét ord: Imponerende.

Og det er ikke bare alle de flotte billeder, der imponerer - at de danske pressefotografer længe har været i verdensklasse, ved vi godt på den svenske side af Øresund.

'Dansk pressefotografi i 100 år' er en spændende og vigtig historie, fortalt af Irene Greve og Per Folkver, bogens redaktør og billedredaktør.

De fremhæver pionererne, men har fokus på nutidens fotografer. Tilbageblik blandes med aktuelle emner og tanker om fremtiden i en smukt udformet og velredigeret bog.

Den indledende billedkavalkade begynder med badende kvinder på badeanstalten Helgoland i 1910 og slutter mellem de myldrende berømtheder på Cannes Filmfestival 2006. Historien går fra sort og hvid til farve, fra arrangeret og omhyggeligt kontrolleret til det følelsesmæssige og tilsyneladende spontane, fra det objektive til det subjektive, fra farve tilbage til sort og hvid.

Kosovo Claus Bjørn

Claus Bjørn Larsen Såret albaner i Kosovo.

Nogle billeder skiller sig ud, som Claus Bjørn Larsens World Press Photo-prisvinder i 1999. Det viser en såret albanske flygtning fra Kosovo, der flygter fra krig og forfølgelse, og er dansk pressefotografi, når det er bedst.

Nogle er nye bekendtskaber, som Holger Damgaard dramatiske billede, taget under et motorløb på Fanø 1924, øjeblikket inden et barn dør: "Dramaet fastfrosset i tid, hænger suspenderet i luften sammen med hjulet, der er sprunget af en racerbil og nu er i fuld fart på vej mod tilskuerne, hvor det sekunder senere rammer og dræber en lille dreng".

Irene Greve bemærker, at det er næsten umuligt at skrive om dansk pressefotografi uden at fremhæve Holger Damgaard, der blev født i Ribe i 1870, arbejdede på Politiken i 32 år, og som efterlod mere end 30.000 billeder. Han var en skarp nyhedsfotograf med et fantastisk øje for mennesker, "både for deres usædvanlighed og for deres almindelige dagligliv".

Han tog kameraet med sig til baggårdene i slumkvartererne i begyndelsen af 1900-tallets København og gav, præcis som dokumentarfotografiet danske far, Jacob A Riis, fattigdommen et ansigt.

Død russisk soldat under Vinterkrigen. vagn hansen

Vagn Hansen Død russisk soldat under Vinterkrigen.

"Verdens ældste pressefotograf," den nu 97-årige Vagn Hansen, fortæller selv i 'Vidnerne - Historien' om sit første møde med kollegerne, om hvor hårdt, det var at være freelancer i begyndelsen af 1930'erne, og det da næsten kun var rige, læger og pressefotografer, der havde egen bil: "'Hvilken oplevelse! De var jo velklædte, hyggelige og sjove mennesker, der ikke mindst alle kørte rundt i store biler."

Vagn Hansen hører uden tvivl til Anden Verdenskrigs udødelige helte. Hans billede fra den finske vinterkrig af en snedækket russisk soldat, der er frosset ihjel under slaget, men synes at sidde og sove, er i alle henseender et grusomt billede.

Og de billeder taget i det skjulte, som han formåede at tage med et indsmuglet kameraet under de måneder, han var i fængsel i 1944, har "alt".

Vagn Hansen fortæller, at han var nødt til at ødelægge den første halvdel af den filmrulle, som sad i kameraet, den eneste han havde, for ikke at afsløre de modstandsfolk, han havde fotograferet før sin anholdelse, og at han derefter var nødt til at spare på de få eksponeringer, han havde tilbage...

Krig fortsætter med at kaste en skygge over alt og alle, nu udkæmpes den i Afghanistan, og sagen stilles på spidsen i 'Vidnerne - Historien': Skal vi tage og vise billeder af døde danske soldater?

Et af Miriam Dalsgaards billeder fra historien "Kammerater i krig" fra 2009 illustrerer det vanskelige spørgsmål. Syv soldater står med sænkede hoveder på kanten af graven af deres faldne kammerat, som lige har fundet sit sidste hvilested.

Forhenværende statsminister Anker Jørgensen. Foto: Martin Lehmann

Martin Lehmann Forhenværende statsminister Anker Jørgensen.

Respektfuld afstand eller tæt på? Steen Brogaard lader os betragte Kronprins Frederik gennem et kongeligt nøglehul, mens vi i Martin Lehmanns billede af Anker Jørgensen møder den gamle statsminister, mens han venter på S-toget en sensommerdag i 2011. Billederne udstråler respekt og empati, og etik er et tema, der løber gennem både tekst og billeder i denne billedjournalistiske bibel.

Hvordan forholder pressebilledet sig til magten og magthaverne? Hvor går grænsen for uautoriseret billedmanipulation og iscenesættelse? Overskriften "Et billede lyver aldrig, men gør fotografen?" antyder, at der findes et svar. Hvilke regler bør gælde for undercover-journalistik?

Mette Sandbye, en af de mange forfattere i 'Vidnerne - Historien', stiller det interessante spørgsmål, hvad der sker med et pressefoto, når det er revet ud af dets kontekst? Hvordan påvirkes reportagen, hvis fotografen, allerede mens han eller hun tager billedet, tænker i udstilling og fotobog, når billedet ses uden den tekst, der forklarer og uddyber, når æstetikken får lov til at tage over - og når pressefotoet er forvandlet til kunst og kunsten at forsøge at efterligne pressefotoet?

Lars Schwander skriver om en af pressefotografens store udfordringer - portrætterne - og konstaterer, at her fandt fotografer som Tine Harden, Jan Grarup, Joachim Ladefoged, Claus Bjørn Larsen og Erik Refner "et forum, hvor de kunne præsentere deres billeder, der jo ellers forsvandt ud af syne, når næste dags aviser udkom".

Jan Dagø giver indsigt i, hvordan det er at være udsendt som "frontfotograf", som her i Libyen i 2011: "Jeg kaster mig ned på asfalten, og jeg er sikker på, at nu skal jeg dø. Jeg ser mine børns ansigter. Så rammer granaterne. De eksploderer i et tungt drøn, og der står en kæmpe skypumpe af støv omkring mig. Jeg ligger på albuer og knæ i et forsøg på at søge dækning på den åbne vej. Det er underligt, og lidt efter er der dødsensstille, og jeg går gennem denne her sky af rødt støv, mens det regner med fragmenter og sten. Jeg kan ikke se noget, og jeg er ikke sikker på, hvilken retning, jeg går i. Jeg ser ind i den røde støvsky og ser mine børn og min kone – og bliver ramt af en overvældende skyldfølelse".

Stort og småt blandes i 'Vidnerne - Historien'. Vi bliver mindet om "Side 9-pigen" og "rødstrømpernes" fremfærd, om uddannelsens og redigeringens betydning, om rollemodeller, som Henrik Saxgren og månedsbladet Press, om Danmarks første kvindelige fotojournalist, Inga Aistrup...

Og frem for alt ser vi et udvalg af billeder, som har høstet triumfer i ind-og udland. Mogens von Haven sætter barren højt, da han vandt World Press Photo 1955, første gang World Press Photo blev arrangeret.

Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, skriver i forordet, at "vi ved godt, at vi kan være frygtelig irriterende, men vi ved også, vi er nødvendige" - og bemærker, at billedet af i dag "er indgangen til alt det væsentlige og ofte det mest væsentlige". Kloge ord om billeder, som ganske vist kan sige mere end tusind ord, men ofte bliver så meget bedre af at blive forenet med et par hundrede.

Min eneste lille kritik af dette store værk gælder format. 'Vidnerne - Historien' vejer for meget til, at jeg nemt at tage den ned fra min boghylde, hvor den vil stå på en hædersplads.

Og på samme tid vil vægten minde mig om, hvor tungt dansk fotojournalistik vægtes og vejes.

Imponerende er ordet!

Vidnerne - historien. Dansk Pressefotografi i 100 år
Forlaget Ajour
420 sider, vejl. pris 398.-
- bogen er i øjebilkket udsolgt.

Fandt du den information du søgte