1. Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.

5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

6. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler.

7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

1. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og formidling af billedmateriale, herunder amatørbilleder, skal der vises hensynsfuldhed og takt.

4. Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold. Tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.

5. Der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken. Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor.

6. Ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.

7. Offentliggørelse af skjulte optagelser bør kun ske, hvis de medvirkende har givet samtykke, eller hvis den samfundsmæssige interesse klart overstiger den enkeltes krav på beskyttelse, og den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.

8. Meddelelser offentliggjort i digitale medier vil ofte være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt.

1. De under A og B anførte almindelige presseetiske regler gælder også for retsrepportagen.

2. Reglerne for retsrepportagen gælder også sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed.

3. Retsrepportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter. En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.

4. Familiemæssige forhold, race, etnicitet, nationalitet, trosbekendelse, seksuel orientering eller organisationsforhold bør alene nævnes, når det er relevant for sagen.

5. Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.

6. Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet.

7. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke meddelelser, som den anmeldte selv fremdrager, eller hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget.

8. En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget pågældendes tidligere straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, vedkommende nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden sammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales.

God presseskik er ikke defineret eller beskrevet i nogen lov. God presseskik er i stedet en såkaldt ’retlig standard’, som er et udtryk for det, man betegner som sædvanlig og god handlemåde.

Hvad der er sædvanlig og god handlemåde i en konkret sag, beror i sidste ende på Pressenævnets skøn, men når det behandler en sag, tager Pressenævnet udgangspunkt i de vejledende regler for god presseskik, som du kan læse fra side 15.

Pressenævnets funktion er at fastholde et højt presseetisk niveau i medierne. Det fungerer som et supplement til retssystemet, der kan pålægge straf, erstatning og godtgørelse. Det kan Pressenævnet ikke, men det kan dels udtale kritik af et medie og dels kræve, at et medie bringer et genmæle.

Pressenævnets kritik er ofte den mest effektive oprejsning for en person, der har følt sig krænket af et medie. Samtidig går det langt hurtigere at få behandlet en sag ved Pressenævnet end ved domstolene, og den krænkede får dermed afgjort sagen tættere på tidspunktet for offentliggørelsen af det, der var årsag til klagen. Desuden er det gratis at klage til Pressenævnet.

Den, der ønsker at klage over et medies brud på de presseetiske regler, skal sende klagen til mediet selv eller direkte til Pressenævnet. Klagen skal være modtaget senest 12 uger efter offentliggørelsen af det, som klagen handler om*.

Hvis klagen drejer sig om DR, TV 2/DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder, skal den altid sendes direkte til den pågældende radio- eller tv-virksomhed.

Mediets svar på klagen kan indbringes for Pressenævnet, hvis klageren ikke er tilfreds. Det skal ske senest 12 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen fra mediet*.

Medieansvarslovens kapitel 7 beskriver Pressenævnets klagebehandling, og på Pressenævnets hjemmeside er der en vejledning til, hvordan man klager: pressenaevnet.dk

* Fristen gælder for klager over offentliggørelse efter 1. januar 2014. Indtil da er klagefristen 4 uger.

I 2012 afgjorde nævnet 110 sager. Typisk handler sagerne ved Pressenævnet om følgende:

• Forelæggelse af krænkende oplysninger overfor klager: Har klager fået tid nok til at svare?
• Brug af irrelevante oplysninger om for eksempel gamle domme, religion og race
• Unødvendig identifikation af klager (sløring/identifikationsoplysninger)
• Brud på aftaler og undladelse af at give relevante oplysninger
• Brug af personbilleder (enkeltpersoner) i forhold til sager af generel karakter
• Manglende eller mangelfuld berigtigelse
• Researchmetoder, der går tæt på privatlivet (skjult kamera, ophold på ikke-offentligt tilgængelige steder, brug af oplysninger fra sociale medier)
• Mangelfuld research (kontrol af oplysninger)
• Ensidig fremstilling af en sag

Hovedparten af de vejledende regler for god presseskik, som vi kender dem i dag, stammer fra 1981, mens andre går helt tilbage til 1960. Selve Pressenævnet blev oprettet ved lov i 1991 og har været aktivt siden 1. januar 1992.

De vejledende regler er senest blevet justeret i 2013 for at tage højde for den digitale udvikling i medierne og den måde, hvorpå medieforbruget har udviklet sig. Danske Medier og DJ ønskede, at reglerne skulle afspejle den medievirkelighed, der findes i dag, hvor:

• nyhederne spredes hurtigere end nogensinde,
• andre end professionelle leverer indhold til medierne,
• børn er aktive mediebrugere og også leverer indhold til medierne,
• brugen af skjult kamera og iscenesættelse er øget,
• sociale medier bruges som kilder til information for medierne,
• digitale medier er mere umiddelbart tilgængelige og søgbare end trykte medier.

Pressenævnet bestemmer i stigende omfang, hvordan en afgørelse fra nævnet skal bringes. Nævnet kan for eksempel bestemme, om en afgørelse skal bringes på forsiden af et medie eller have en anden fremtrædende placering.

Et ”genmæle” betyder, at et medie skal rette faktuelt forkerte oplysninger, som det har offentliggjort for eksempel om en person eller en virksomhed. For at få ret til et genmæle, er det en betingelse, at de forkerte oplysninger indebærer en risiko for, at den omtalte lider økonomisk skade eller anden skade af betydning.

Den, som ønsker et genmæle, skal sende sit krav skriftligt til redaktøren af mediet, så det er modtaget senest 12 uger efter, at de forkerte oplysninger er blevet offentliggjort*.

Redaktøren af mediet kan bede den, der kræver genmæle, om selv at skrive det. Genmælet bør kun indeholde de nødvendige faktiske oplysninger.

Genmælet skal offentliggøres i mediet så hurtigt som muligt.

Hvis redaktøren afslår et krav om genmæle, skal klageren have besked hurtigst muligt. Klageren kan indbringe afslaget for Pressenævnet senest 12 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen fra mediet**.

Reglerne om genmæle er beskrevet i medieansvarslovens kapitel 6. Der er også en grundig vejledning om genmæle på Pressenævnets hjemmeside, www.pressenaevnet.dk, under punktet “Klagevejledning”. 

* Fristen gælder for krav om genmæle vedrørende informationer offentliggjort efter 1. januar 2014. Indtil da er fristen for krav om genmæle 4 uger.

** Fristen gælder for klager over afslag på genmæle, der er truffet efter 1. januar 2014. Indtil da er klagefristen 4 uger.