Planlæg din karriere
Gør dit arbejdsliv målstyret, og reducer dit behov for held. Tager du magt over de ting, du kan styre i din karriere, vil din succes også i højere grad være et resultat af dine handlinger. Jo bedre du planlægger din karriere, jo heldigere bliver du.
Mange af os overlader karrieren til tilfældighederne
Rigtig mange af os planlægger ikke vores karriere. Vi uddanner os, finder job, skifter job, bliver forfremmet, skifter arbejdsopgaver og bliver måske chef, uden at det er resultatet af nogen særlig plan. Og tit går det jo meget godt. Den almindelige fremdrift, som øget erfaring giver, betyder ofte, at der tilfældigvis opstår muligheder, som vi tilfældigvis griber, og som tilfældigvis harmornerer med vores præferencer.
Hvis det er svært at finde ud af, hvad vi egentlig vil, kommer vi let til at slippe roret og lade vind og vejr lede os. Inaktiv karriereplanlægning kan faktisk føre til et godt arbejdsliv, men overlader vi det hele til heldet og tilfældet, bliver resultaterne ofte derefter - tilfældige.
Det er faktisk lidt underligt, at vi lader tilfældigheden råde på et område, der er så vigtigt for vores velbefindende, som arbejdslivet og karrieren er. Forklaringen er nok delvist, at tidsperspektivet er langt og derfor kan være svært at overskue. En anden forklaring er måske, at mange af os, ligesom med kærligheden, godt kan lide den romantiske forestilling om, at vi tilfældigvis ramler ind i lykken.
Find dine mål, gå efter dem og opnå mere lykke
Hvis vi lægger romantikken lidt på hylden, ville mange af os opnå mere individuel lykke, hvis vi i højere grad huskede at tage sigte i stedet for blot at lade os rive med i vores arbejdsliv.
Hvis du gør dit arbejdsliv målstyret, reducerer du behovet for held. I stedet for at bruge dine ressourcer på at håbe på, at der sker et eller andet lykkeligt for dig, handler det om at tage maksimal magt over de ting, du faktisk har magt over, og så lade din succes være resultatet af en sammenhængende række af handlinger fra din egen side. Det handler om at blive heldig med vilje. En berømt fodboldspiller har engang udtalt, at ”hvis man vil være heldig, må man tilspille sig heldet” - jo mere han trænede, jo heldigere blev han. I karriere gælder det, at jo bedre du planlægger, jo heldigere bliver du.