Seks indstillede projekter dyster om O-prisen
Kampagner, journalistik og solide nyhedsbreve til medlemmerne. Årets O-pris uddeles d. 27. februar, kom og vær med til at fejre det gode arbejde og få inspiration til dit eget!
Kampagner, journalistik, nyhedsbreve og alt det ind i mellem. I år er seks meget forskellige projekter blevet indstillet til årets O-pris, som uddeles i forbindelse med O-gruppens generalforsamling den 27. februar 2020.
Spændingen frem mod at O-prisen skal uddeles er intakt. O-gruppens bestyrelse har modtaget seks indstillinger, som en jury bestående af fire personer er i gang med at læse og vurdere. De indstillede projekter er:
Brian og Susanne fra Faglige Seniorer. ”De fortjener at få prisen, fordi de i 2019 har haft bemærkelsesværdig succes med et digitalt nyhedsbrev målrettet danskere over 60 år. I det ugentlige nyhedsbrev henvender Brian og Susanne sig i en meget personlig stil til læserne, og indholdet er segmenteret, så læseren får præcist de artikler, der interesserer dem”, skriver nyhedsredaktør på Fagbladet FOA, Signe Højgaard, som har sendt indstillingen.
Dansk Sygeplejeråds lokallønskampagne, udført af kommunikationskonsulenterne Thea Bidstrup Bjørnholt, Maya Bille og Pernille Brandt samt grafiker Mathias Nygaard Justesen. ”Knapt 80 procent af DSRs medlemmer har set indsatsen, ligesom knapt 70 procent angiver, at indsatsen har hjulpet dem til at være mere opmærksomme på lønforhandling ved jobskifte. Dertil kommer tilbagemeldingerne fra samtlige af DSRs regionale kredse, der fortalte om øgede henvendelser fra medlemmer, der ønsker hjælp til lønforhandling”, skriver kommunikationschef i DSR, Morten Jakobsen, som har sendt indstillingen.
Annelene Højvang Larsen for indsatsen som kommunikationsansvarlig på Dansk Selskab for Patientsikkerheds projekt ”Sikkert Seniorliv”. ”Målet med projektet har været at finde nye vej til at opspore og forbygge depression i alderdommen og forbedre ældres mentale sundhed og livskvalitet. Annelenes arbejde har i så udpræget grad bidraget til det formål! En af vejene til at nå projektets mål har været involvering af frivillige, der kan hjælpe på en anden måde end kommunalt ansatte”, skriver journalist og kommunikationschef Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Frits Bredal, som har sendt indstillingen.
Medarbejderne i Uddannelsesforbundets kommunikationsafdeling for deres arbejde med at kombinere gedigent journalistisk arbejde med strategisk kommunikation, som har medvirket til at fjerne undervisningsgebyret for en gruppe udlændige. ”Det er et eksempel på, hvordan en mindre organisation uden analyseafdeling og uden budget til at købe bureauhjælp kan få gavn af godt journalistisk håndværk i det strategiske arbejde for at opnå resultater”, skriver kommunikationschef i Uddannelsesforbundet, Inge Gleerup, som har sendt indstillingen.
Louise Knuth Pedersen, ansvarlig for sociale medier i BUPL, for arbejdet med at påvirke den offentlige debat om daginstitutioner og hele det pædagogiske område. ”Under hele forløbet med diverse opture og forhindringer har Louise med professionalisme, engagement og fingerspidsfornemmelse styret BUPL’s sociale medier i samarbejde med BUPL’s politiske og administrative ledelse. Hun har været fuldstændig i øjenhøjde med målgruppen, der langt overvejende består af BUPL’s medlemmer – men også forældre, meningsdannere og beslutningstagere”, skriver kommunikationskonsulent, Marianne Meinke og journalist Steffen Hagemann, BUPL, i indstillingen.
Lærernes A-kasses imagekampagne ”Dem der tjener mest”. ”Vi ville gerne give lærerne den anerkendelse, som de fortjener og samtidig vise, hvilke kæmpe værdi de skaber ikke bare fagligt men også socialt”, skriver kommunikationskonsulent i Lærernes A-kasse, Majken Aabo i indstillingen.
”Det er helt vildt fedt, at vi har fået seks indstillinger til prisen. Feltet viser den store variation i arbejdsopgaver og udfordringer, som vores medlemmer beskæftiger sig med. Det er alletiders afsæt til en god faglig debat og inspiration på tværs af arbejdspladser”, siger formand for O-gruppens bestyrelse Maria Becher Trier.
Nu er det op til en jury at vurdere og beslutte, hvem O-prisen går til.
Juryen består af:
Anne Kathrine Spangsberg Rosener, bestyrelsesmedlem i O-gruppen
Jon Arskog, suppleant i O-gruppen
Elisabeth Hamerik Schwarz, formand for DJ Journalisterne
Tina Mellergaard, formand for DJ Kommunikation.
Prisen uddeles kl. 17 - 18 umiddelbart før O-gruppens generalforsamling den 27. februar.
OBS: Alle medlemmer af O-gruppen kan efterfølgende deltage i generalforsamlingen. >> Husk tilmelding for at deltage i middagen.
Kommentarer