Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Med undercoverjournalistik og Twitter fik Benjamin succes med sin historie

O-gruppen fejrede dette års vinder af O-prisen med overrækkelse af vinder-statuetten på et fyraftensmøde, hvor vi hørte om arbejdet bag dette års vinderprojekt.

O-pris 2021

Anne Kathrine S. Rosener Vinder af O-prisen 2021, Benjamin Rothenborg Vibe, der vandt for sin artikelserie i fagbladet Elektrikeren om klamphuggeri og dårlig vejledning i opsætning af el-ladestandere.

Benjamin Rothenborg Vibe begyndte sin research nærmest som undercoverjournalistik. For uden at præsentere sig som andet end ”Benjamin” spurgte han kundeservice i flere byggemarkeder og større butikskæder, om han som privatkunde kunne købe en elbil-ladestander og selv montere den i garagen?

Og ja, via kundeservice på butikkernes hjemmesider fik Benjamin gang på gang at vide, at han som privatkunde da sagtens kunne gå i gang med ”gør-det-selv-arbejdet” med ladestanderen.

Men det var helt forkert. Benjamin Rothenborg Vibe har som journalist på Dansk El-Forbunds fagblad ”Elektrikeren” afdækket historien om klamphuggeri og fejlagtig vejledning i opsætning af elbil-ladestandere.

Benjamin delte sine erfaringer fra arbejdet

For det arbejde modtog han i februar 2021 O-prisen, og da vi pga. Corona-nedlukningen dengang ikke kunne mødes fysisk, fik Benjamin først selve statuetten på O-gruppens fyraftensmøde torsdag d. 28. oktober, hvor han fortalte om sit arbejde med historien. 

Her fortalte han om, hvordan historien blev taget op i Sikkerhedsstyrelsen, den fik politisk bevågenhed på Christiansborg, og også andre medier og interesseorganisationer fik øjnene op for problemet med manglende sikkerhed på området. 

Undervejs stødte han på udfordringen med at følge op på historien med aktuelle nyheder i perioderne mellem udgivelsen af det trykte medlemsblad. Det løste Benjamin ved at bruge Twitter og LinkedIn med opslag rettet mod især politikere og andre beslutningstagere. 


 

Fyraftensmøde O-gruppen

Anne Kathrine S. Rosener

For Dansk El-Forbund var emnet særdeles væsentligt, da opsætning af el-ladestandere netop skal foretages af faglærte elektrikere. Med artikelserien fulgte også en ny efteruddannelse for elektrikere – som allerede nu er en succes.

 

Hvem skal modtage prisen 2022?

OBS: O-gruppen uddeler igen O-prisen i 2022. Find det bedste arbejde frem, som du selv eller en du kender har udført i 2021 i form af et bemærkelsesværdigt journalistisk eller kommunikationsmæssigt arbejde for en medlemsorganisation eller forening. 

 

>> Se de tidligere vindere af O-prisen

O-prisstatuetten er designet og udført af grafisk designer Karina Bjerregaard.