Det er tid til at hylde én eller flere kolleger: Hvem skal have O-prisen?
Hvem har med sin journalistik eller kommunikation gjort en forskel for medlemmerne? Hvem står bag et stykke bemærkelsesværdigt arbejde, som fortjener at bliver hyldet med organistionsgruppens pris: O-prisen? Det er nu, du skal sende dit forslag.
Hvert år uddeler Organisationsgruppen i Dansk Journalistforbund en pris for det ekstraordinære arbejde. Den indsats, som har gjort en forskel for medlemmerne af en organisation.
Det kan være en kampagne, en artikelserie, lyd, video, trykt eller digitalt indhold. Organisationsgruppens medlemmers arbejde spænder vidt, så vores arbejde og produktioner kommer i alle formater og med meget forskelligt indhold. Og det er nu, vi i O-gruppens bestyrelse efterspørger forslag til prisvindere og gode argumenter for, hvorfor netop den foreslåede indsats fortjener at blive hyldet med O-prisen.
”Vores medlemsgruppe er mangfoldig og en sprudlende sammensætning af forskellige fagligheder, der løser forskellige opgaver med et utal af produkter i alverdens formater. Det er blandt andet det, der gør O-gruppen til noget særligt. Og det er også det, der gør en prisuddeling, og juryens arbejde med at vurdere virkelig interessant”, siger formand for O-gruppen Maria Becher Trier.
O-prisen uddeles hvert år i forbindelse med O-gruppens generalforsamling, som i 2022 er den 22. februar.
Der er nu åbent for at sende forslag til, hvem der skal have prisen, og der kan sendes forslag frem til den 10. januar 2022. Ligesom sidste år er der et skema, som gør det simpelt og overskueligt at sende sit forslag. >> Hent skema
”Jeg håber, vi igen får mange forslag. Dels fordi det er et kæmpe skulderklap til alle, der bliver indstillet. Og dels fordi det er virkelig inspirerende for os alle at høre om de forskellige projekter og opgaver. At skulle forholde sig til forslagene giver et rigtig godt afsæt for en sund debat om, hvad god journalistik og kommunikation er, og hvad det egentlig vil sige at gøre en forskel for medlemmerne. Vi får en lærerig debat i både i juryen og hos de, der overværer prisuddelingen”, siger Maria Becher Trier.
Som noget nyt, har O-gruppens bestyrelse besluttet, at bestyrelsesmedlemmer ikke kan modtage prisen som enkeltpersoner.
>> Her kan du læse mere om O-prisen
>> Se her hvem der har modtaget prisen tidligere med beskrivelse af deres vinder-projekt.
Kommentarer