Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ytringsfriheden for offentligt ansatte er grundlæggende i et demokrati

Næstformand i DJ, Tine Johansen, mener, at offentligt ansattes ytringsfrihed skal fæstes ved lov. DJ sætter sammen med LO, FTF og Akademikerne fokus på emnet på en konference 27. april.

Det er afgørende for vores demokrati, at offentligt ansatte har ret til at ytre sig og har et sted at gå hen, hvis de opdager ulovligheder på deres arbejdsplads.

"Ytringsfriheden for offentligt ansatte er helt grundlæggende i et demokrati. Det offentlige er ’vores alle sammens’, og derfor er det af afgørende betydning, at beslutninger og konsekvenserne af dem kan diskuteres offentligt," mener Tine Johansen.

Der er brug for, at offentligt ansattes ytringsfrihed lovfæstes, og at offentligt ansatte betrygges i, at de har ret til at udtale sig i offentligheden og at deltage i demokratiet.

Tine Johansen, næstformand i DJ

Men en ny undersøgelse foretaget af DJ blandt 1000 offentligt ansatte viser blandt andet, at over 40 % af de offentligt ansatte har undladt at deltage i en offentlig debat af hensyn til deres arbejdsgiver, og at 34% har opdaget kritisable situationer, uregelmæssigheder eller ulovligheder på deres arbejdsplads.*

"Det er et demokratisk problem, at så mange offentligt ansatte holder sig tilbage fra at deltage i samfundsdebatten. Der er brug for, at offentligt ansattes ytringsfrihed lovfæstes, og at offentligt ansatte betrygges i, at de har ret til at udtale sig i offentligheden og at deltage i demokratiet."

"Jeg synes desuden, det er voldsomt, at 34 procent svarer, at de har opdaget kritisable situationer, uregelmæssigheder eller ulovligheder på deres arbejdsplads. Det tal understreger, at der er behov for whistleblowerordninger, hvor man som ansat kan aflevere sin viden anonymt," siger hun.

Læs mere om DJ's undersøgelse

Sammen med LO, FTF og Akademikerne afholder DJ en konference om offentligt ansattes ytringsfrihed og om whistleblowerordninger. Det sker onsdag den 27. april på Borups Højskole i København. Særligt interesserede kan tilmelde sig konferencen her.

Læs programmet for konferencen

*) Undersøgelsen blev lavet i marts-april 2016 blandt DJ's cirka 1.000 medlemmer ansat i staten, regionerne og kommunerne. Svarprocenten var 38,3.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.