Velkommen til den nye regering: Husk offentlighedslov, medieforlig og ordentlige forhold for freelancere og selvstændige
DJ ønsker alle de nye ministre tillykke med udnævnelserne og er klar til at arbejde for åbenhed, frie og mangfoldige medier og ordentlige arbejdsforhold.
Jacob Nielsen
Ikke mindst arbejdet med en ny offentlighedslov er vigtigt for DJ og formand Tine Johansen. Men det har også højeste prioritet at holde fast i medieforliget fra foråret - både for at passe på den lokale journalistik, men også for at give ordentlig forhold for freelancere og løstansatte i for eksempel tv-branchen, som plages af stress og utryghed. Og endelig vil DJ meget gerne bidrage til at udbrede kendskabet til mediebranchens etiske regler og arbejdsmåder.
Særligt den nye kulturminister, justitsminister og beskæftigelsesminister er vigtige samarbejdspartnere for Dansk Journalistforbund – Medier & kommunikation. De sidder alle med opgaver, der er af absolut højeste prioritet for DJ: Medieforliget, offentlighedsloven samt vilkårene for atypisk ansatte. Men samarbejdet med pressens minister – statsministeren – betyder selvfølgelig også meget for DJ, og Mette Frederiksen har som sædvanligt fået en invitation til at deltage i Cavling-uddelingen 6. januar.
”Vi ser meget frem til samarbejdet med den nye regering og en række nye ansigter på nøgleministerposterne for DJ. Jakob Engel-Schmidt er helt ny som kulturminister, og vi håber, han vil skabe ro om de frie medier ved at lade det eksisterende medieforlig stå ved magt. Peter Hummelgaard skal som justitsminister forhåbentlig stå i spidsen for arbejdet med at revidere offentlighedsloven, og det forventer vi i DJ selvfølgelig at blive inddraget i. Og så kender vi jo Ane Halsboe-Jørgensen fra kulturministeriet, og vi glæder os til et fortsat godt samarbejde med hende som beskæftigelsesminister. Forholdene for freelancere og selvstændige er hjerteblod for DJ,” siger DJ-formand Tine Johansen.
Planen om at skrotte Store Bededag som fridag er DJ dog ikke klar til at samarbejde om. Hvis lønmodtagerne skal levere mere arbejde, så skal det aftales som en del af en overenskomst eller en trepartsaftale, og ikke komme fra en regering.
Kommentarer