Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Universitetspraktikanter: Derfor er erkendtlighed så vigtig

Som ulønnet praktikant er det muligt at modtage erkendtlighed fra virksomheder ved siden af SU’en. Det er dog ikke alle, der får belønning for deres arbejdsindsats

Fra juli 2017 trådte en ny regel i kraft. I forbindelse med ulønnet praktik har studerende mulighed for at modtage et beløb op mod 3.000 kroner fra virksomheder – bedre kendt som erkendtlighed. Sagen har Danske Mediestuderende og Dansk Journalistforbund - Medier & kommunikation arbejdet for, længe før at lovforslaget kom igennem. Vi har talt med tre studerende, der har været i universitetspraktik. De vil give svar på, hvorfor erkendtlighed er så vigtigt.

Carl Nors Mariager, Kommunikation RUC

Carl Nors Mariager

Carl Nors Mariager, 26 år, læser kandidat i Kommunikation og Politik & Administration på RUC

Hvor har du været i universitetspraktik, og modtog du erkendtlighed?

"Jeg har været i universitetspraktik på den danske ambassade i Rom. De har nogle gamle praktikboliger på ambassadens grund. Jeg var så heldig, at jeg kunne få en af de boliger som erkendtlighed. Det var alfa omega at modtage erkendtligheden. Hvis jeg ikke kunne få den støtte, så kunne jeg ikke være taget afsted. Slut færdig."

Hvad er dine bedste råd til studerende, der gerne vil i praktik?

"Hvis det er i udlandet, så er legater meget vigtigere, end man lige går og tror. Det er ikke bare ren luksus. Det er oftest nødvendigt. Og ellers så bare kast dig ud i det. Vær ikke bange for at træde ud på dybt vand. Gå til det med åbne arme. Hvis det er i udlandet, så sæt dig ind i sproget og kulturen."

Mathias Stilling, Retorik på KUA

Mathias Stilling

Mathias Stilling, 25 år, læser kandidat i retorik på Københavns Universitet 

Hvor har du været i universitetspraktik, og modtog du erkendtlighed?

”Jeg har været i praktik på Danmarks Radio, hvor jeg ikke fik erkendtlighed. Jeg har også været i universitetspraktik på den danske ambassade i Paris, hvor jeg modtog erkendtlighed. Da jeg ikke modtog erkendtlighed, tog jeg SU-lån og var nødt til at arbejde ved siden af for at få nok penge i kassen. Jeg kunne ikke holde ret meget fri. I anden omgang modtog jeg fuld erkendtlighed. Det gjorde, at jeg havde nok penge til, at det kunne løbe rundt. Jeg følte, at jeg kunne have et liv, og jeg følte, at jeg blev værdsat af virksomheden.”

Hvad er dine bedste råd til studerende, der gerne vil i praktik?

”Dedikér dig hundrede procent til praktikken. Lad være med at have for mange sideprojekter. Hold fri, når du har fri. Derfor kan erkendtligheden også meget. Den gør, at du ligesom alle andre mennesker kan holde weekend. Begå en masse fejl, når du er praktik. Sug til dig af de råd, som du får med på vejen.”

Sandra Egholm Andersen, Kommunikation DMJX

Sandra Egholm Andersen

Sandra Egholm Andersen, 21 år, læser professionsbachelor i kommunikation på DMJX

Hvor har du været i universitetspraktik, og modtog du erkendtlighed for det?

”Jeg er i øjeblikket i universitetspraktik i SF’s folketingsgruppe på Christiansborg i seks måneder. Jeg modtager fuld erkendtlighed for min praktik. Det giver mig klart mere frihed. Jeg har et job ved siden af, men jeg har skåret væsentligt ned for det. Jeg ville slet ikke kunne overskue at skulle tage direkte fra det ene arbejde til det andet. Min praktik er jo på 37 timer. Hvis jeg ikke havde modtaget erkendtlighed, ville jeg kun have to fridage om måneden.”
 

Hvad er dine bedste råd til studerende, der gerne vil i praktik?

”Helt klart ikke at være bange. Tag opgaver på dig og tag initiativ. Du har ret til at lære, når du er i praktik. Gør krav på det! Lad være med at brænde inde med spørgsmål. Spørg om alt det, du er i tvivl om!”

Bliv klogere på erkendtlighed og forhandlingsteknikker

Lær, hvordan du bringer spørgsmålet om en erkendtlighed på banen. Deltag gratis i  Webinar: Du skal da have erkendtlighed oveni din SU online den 13. november fra klokken 9.00-10.00.

Læs også:

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jakob Nielsen

BLIV MEDLEM

Få karriererådgivning, unikke kurser og juridisk hjælp gennem dit professionelle liv i medie- og kommunikationsbranchen.

MEDLEMSFORDELE FOR STUDERENDE